Fortsæt til indhold

16-årige Emil endte på stor håndboldstjernes Facebook-profil: »Jeg blev meget beæret«

Emil Stryhn er frivillig i den lokale håndbold- og fodboldklub i Harlev uden selv at være aktiv spiller. Det har fået kendt håndboldstjerne til at dele et opslag på Facebook, der er nået ud til sine 19.000 følgere.

Sport

Det er mandag i Harlev IK’s håndboldhal.

Den 16-årige aarhusianer Emil Stryhn skal være konferencier til et foredrag om sport i en præsentationsverden, som den tidligere håndboldspiller Jesper Nøddesbo og ekspert i sportspsykologi Jane R. Mortensen skal holde.

Dagene op til foredraget har Emil Stryhn overvejet, hvorvidt han burde spørge, om han må tage et billede med den tidligere håndboldspiller, der blandt andet har spillet på det danske landshold og for selveste FC Barcelona.

Så da Jesper Nøddesbo i stedet spurgte Emil Stryhn, om han måtte tage et billede med ham, blev han meget overrasket.

»Han er jo vant til, at folk vil have et billede med ham, så da han spurgte, om han måtte få et billede med mig, blev jeg meget beæret,« siger han.

Emil Stryhn er frivillig i Harlev IK’s håndbold- og fodboldklub. Han spillede selv fodbold i klubben frem til niende klasse, hvor han stoppede, fordi han ikke længere syntes, at det var sjovt. Det fik ham dog ikke til at holde sig fra klubben som frivillig.

Og netop derfor ville Jesper Nøddesbo have et billede med ham.

»Jeg mødte noget i går (mandag, red.), som jeg faktisk ikke var sikker på, fandtes mere. Et ungt menneske, 16 år gammel, der er frivillig i både håndboldklub og fodboldklub uden selv at være aktiv spiller,« indleder Jesper Nøddesbo i et Facebook-opslag, som i skrivende stund allerede har fået 8,6 tusind likes og 125 kommentarer.

Men spørger man den ydmyge aarhusianer, synes han ikke, han gør noget stort.

»Jeg føler ikke, at det er et arbejde, eller at det er hårdt. Det er bare hyggeligt og fedt. Jeg behøver ikke at få en masse anerkendelse eller at en, som Jesper Nøddesbo, deler et Facebook-opslag om mig. Jeg er frivillig, fordi jeg får energi af at gøre noget godt for andre,« siger han.

Indstillet til Årets Unge Ildsjæl

Ved siden af sit frivillige arbejde i den lokale håndbold- og fodboldklub arbejder Emil Stryhn også i Tivoli Friheden, og så læser han til pædagogisk assistent ved SOSU Østjylland.

En uddannelse, han har valgt, fordi han gerne vil gøre en forskel for børn og unge.

»Gennem mit arbejde som pædagogisk assistent kan jeg hjælpe de unge gennem livet og give dem de bedste forudsætninger for deres fremtid,« siger han.

Sammenlagt bruger Emil Stryhn omkring seks timer om ugen i den lokale sportsklub, men det svinger fra uge til uge, fortæller han.

Og Emil Stryhns store engagement i klubben, hvor han har været frivillig, siden han var 13 år, har ført til, at han er blevet indstillet til DGI Østjyllands pris ”Årets Unge Ildsjæl 2026”.

»Jeg er megaglad for, at jeg er blevet indstillet. Det betyder, at jeg har gang i det rigtige, og at jeg skal fortsætte det, jeg gør,« fortæller han.

Han synes dog ikke, at han er den eneste, der fortjener den anerkendelse, han har fået.

»Jeg havde ikke været, som jeg er, hvis der ikke var nogen, der havde givet mig et skub i den retning, og nogen, der hjalp, når jeg havde brug for hjælp,« siger han.