Idræt for sindet med plads til alle: Beboere på botilbud og folk med psykiske udfordringer hyggede sig med løb i skoven
Nyt løb sætter fokus på, at idræt bidrager positivt til mental sundhed og kan være en indgang til meningsfulde fællesskaber.
Deltagerne i forreste række spurtede af sted for at komme først, men langt de fleste deltagere tog det stille og roligt og joggede eller gik den knap fire kilometer lange rute til Hjerteløbet i Hammel.
128 deltagere havde snøret løbe- og vandreskoene og deltog i den første udgave af løbet, der er arrangeret af den lokale idrætsforening Krop og Sind Favrskov (KSF) i samarbejde med Idræt for Sindet, som er et netværk under Dansk Arbejder Idrætsforbund målrettet psykisk sårbare.
»Vi har lige nu et særligt fokus på unge, som mangler at være en del af et fællesskab, og hvor idrætten kan være en tryg og meningsfuld indgang,« fortæller Emma Lægaard Jensen.
Hun er foreningskoordinator i Favrskov Kommune og instruktør i Krop og Sind Favrskov. Den lokale idrætsforening arbejder med bevægelse, trivsel og sociale fællesskaber for voksne, herunder psykisk sårbare og sindslidende, der kan have svært ved at finde sig til rette i traditionelle foreningstilbud.
Plads til alle
Arrangørerne havde blandt andet inviteret kommunale botilbud til at deltage i Hjerteløbet, så deltagerne kunne se, at motion er for alle, og at KSF er en idrætsforening med plads til alle. Det fortæller Emma Lægaard Jensen, der glæder sig over, at så mange havde tilmeldt sig Hjerteløbet. Blandt de 128 deltagere var 17 frivillige, der var med til at skabe trygge rammer omkring dagen.
»Hjerteløbet er et motionsløb, men det vigtigste mål er, at alle hygger sig, mens de bevæger sig. Der er plads til alle niveauer, og vi støtter og klapper ad alle. I KSF har vi øje for alle dem, som måske synes, at det kan virke overvældende at banke på døren hos den lokale idrætsforening.«
Hjerteløbet fokuserer på fællesskab, deltagelse og oplevelsen af at være med, men har også et konkurrenceelement, og der var præmier til første kvinde og mand over målstregen.
Løbet begyndte og sluttede ved Hammel Idrætscenter og førte deltagerne gennem skoven nord for Hammel. Rema 1000 i Hammel, Jysk i Hadsten og Chokoevents i Hammel bakkede op med sponsorater, og efter løbet var der sandwich, frugt og vand til alle, hvorefter hyggen fortsatte med rundboldkamp.