Jakob Poulsen har et es i ærmet inden Champions League-brag: »Selvfølgelig er det en rigtig, rigtig god mand at have i staben lige nu«
Når AGF skal møde Lech Poznań i Champions League-kvalifikationen, er det ikke kun det polske mesterhold, der har godt kendskab til aarhusianerne. For i AGF-truppen er der også to personer, der kender det polske hold ganske godt.
AGF skal i juli op imod de polske mestre fra Lech Poznań i forsøget på at komme med i dette års Champions League-turnering.
Det står klart, efter at der onsdag blev trukket lod til den anden kvalifikationsrunde i schweiziske Nyon.
Og det er bestemt ikke nogen drømmelodtrækning, de danske mestre har fået, lyder det fra AGF’s cheftræner, Jakob Poulsen, i et interview med Viaplay.
»Jeg tænker, det er en svær lodtrækning. Der var to svære modstandere, vi kunne trække: der var Poznan, og så var der Røde Stjerne. Og så var der fire lidt mere overkommelige modstandere. Det er jo selvfølgelig ærgerligt, at vi trækker en af de to sværere. Men igen, det er Champions League-kvalifikationen. Jeg tror ikke, vi skal forvente, at det hele bare ville være en overkommelig opgave – der skal ud og præsteres,« siger Jakob Poulsen til Viaplay.
Lykkes det aarhusianerne at slå de polske mestre ud over to kampe, kan AGF, som er gået useedet ind i kvalifikationen, overtage Poznańs seedning.
»Det er jo en ekstra gulerod. Men det, der fylder noget for mig, er, at vi nu har to kampe, og der skal findes en vinder over de her to kampe, og det skal vi forsøge at se, om det ikke kan blive os.«
Heller ikke i Polen jubler man ligefrem over lodtrækningen, og her har klubbens danske cheftræner da også gjort det klart, at man ikke er »særlig begejstrede« for at møde AGF.
»Det bliver to 50-50-kampe om, hvem der kommer videre til tredje kvalifikationsrunde. Selvfølgelig er det en fordel, at jeg har et godt kendskab til AGF, når vi skal i gang med at analysere dem,« har Niels Frederiksen udtalt til Bold.
Det er dog ikke kun den tidligere Brøndby-, Lyngby- og Esbjerg-træner, der går ind til kampen med et godt kendskab til sin kommende modstander.
For i AGF-truppen har både højrebacken Rasmus Carstensen og assistenttræner Markus Uglebjerg en ikke så fjern fortid i netop Lech Poznań, hvor begge arbejdede sammen med Niels Frederiksen.
»Det er jo klart, at specielt Markus, som har været der for indtil et halvt år siden, han har jo selvfølgelig en enormt stor kendskab til, hvordan de arbejder, og hvilke ting, de forsøger at kigge på. Det er jo selvfølgelig en fordel, og han ved selvfølgelig også, hvad der venter os, når vi kommer derned. Så selvfølgelig er det en rigtig, rigtig god mand at have i staben lige nu,« siger Jakob Poulsen til Viaplay.
Første kamp mellem AGF og Lech Poznań spilles 21. eller 22. juli i Randers, hvor AGF har lånt Randers FC’s stadion for at leve op til Uefas stadionkrav. Returopgøret spilles i Polen ugen efter den 28. eller 29. juli.