Farlige trøjer? Ekspert og AGF advarer fans – tænk dig om, når du går rundt i Polen
Den store AGF-udebaneguide til Polen: Kan man betale med kontanter? Skal man købe billet til andet end udebaneafsnittet? Hvordan fungerer busnettet? Hvis du skal til Poznań, er der en række gode råd at tage med dig, inden du drager sydøstpå. Læs med her.
Onsdag bliver det endelig afgjort, om AGF stadig har mulighed for at kvalificere sig til Champions League, når de møder de polske mestre fra Lech Poznań på udebane i returopgøret.
Det er et spinkelt håb, der skal jagtes, efter at den første kamp på den lånte hjemmebane i Randers endte med et eftertrykkeligt 4-1-nederlag til aarhusianerne.
Men måske er du en af de godt 2.000 AGF’ere, der allerede har bestilt rejsen til det vestlige Polen og skal ned og skråle med på slagsange på et fyldt udebaneafsnit onsdag aften – eller også kender du sikkert én, der skal.
Men hvordan bliver det? Og hvad skal man have styr på?
Det har Din Avis spurgt Sture Sandø om. For ud over at være kæmpestor AGF-fan samt vært på Jyllands-Postens AGF-podcast ’Hvid Røg’, så er han også kommunikationsansvarlig og ekspert i fodboldrejser til netop Polen for fodboldrejseselskabet Groundhopping Tours.
Og så har vi også spurgt Jonas Labich fra AGF, der er fan engagement manager, om, hvordan de aarhusianske fans skal forholde sig i Polen – og hvordan det hele kommer til at spænde af på kampdagen.
De giver her en række gode råd og forholdsregler, du kan tage med dig, inden du pakker tasken og drager mod lufthavnen, busterminalen eller bilen iført AGF-merchandise fra top til tå.
Brug kun dit AGF-merch på kampdagen
Ifølge Sture Sandø er der stor forskel på, om man bruger sin AGF-trøje på charterferie på Mallorca, og når man bruger den i Poznań i de her dage.
»Jeg har været til rigtig mange fodboldkampe i Polen i løbet af de sidste to år, og jeg har aldrig følt mig utryg. Men jeg er også kommet som neutral. Jeg har aldrig prøvet at være her som udebanefan før,« siger han.
Derfor anbefaler han, at man retter sig efter de anvisninger, som AGF og myndighederne kommer med.
»Når jeg flyver derned, kunne jeg godt finde på at have en AGF-t-shirt på, ikke en kamptrøje, men bare en AGF-trøje. Og så vil jeg gemme den store omgang af AGF-merch til, at vi samles på kampdagen med de andre AGF-fans,« siger Sture Sandø.
Når kampen er færdig, og AGF-fans går samlet fra stadion, vil han på et tidspunkt tage sin kamptrøje af.
»Til at starte med er man en stor flok, og senere bliver man færre og færre. På det tidspunkt, hvor vi er få fans samlet, vil jeg tage min AGF-trøje af,« siger han og tilføjer, at risikoen for ballade er mindre, hvis AGF taber, end hvis de vinder.
Og de betragtninger er man meget enige i hos AGF, der opfordrer alle fans til at tage deres forholdsregler, når de færdes i Poznań:
»Vi anbefaler ikke at bære AGF-merchandise ud over på kampdagen,« lyder det fra Jonas Labich, og samme opfordring har klubben sendt ud i den kampdagsinformation, man har lagt ud på nettet til klubbens fans.
Book ikke billetter til andet end udebane
Hvis Sture Sandø kun måtte komme med et enkelt råd, ville det være, at man ikke booker billetter til andet end udebaneafsnittet til den her kamp.
For billetterne til udebaneafsnittet er for længst revet væk, men der er stadig billetter til salg på hjemmeholdets pladser. Det vil formentlig være fristende for mange, men til dem har Sandø et særligt budskab.
»Jeg kan kun fraråde, at man køber billet som AGF-fan til andre afsnit end udebaneafsnittet til en kamp, hvor der er så meget på spil. Så er det bedre at blive derhjemme, hvis man ikke har skaffet en billet« siger han.
Hav respekt for det sted, du besøger
Som i ethvert andet land er Sture Sandøs næste råd, at man skal have respekt for det land, man besøger.
»Jeg forstår godt, at man gerne vil komme og vise sig frem i sit AGF-merch, og det kan man helt sikkert også gøre. Men samtidigt skal man have respekt for landet.«
Et af de steder, hvor kulturforskellen er stor, er i forhold til at drikke øl på gaden.
»Vi har en tendens til herhjemme at drikke øl på gaden, når man skal ned til Stadion Allé. Det kan man også her, men det er ikke noget, man gør på samme måde,« siger han og fortsætter.
»Der er masser af muligheder for at give den gas på barer, men det med at gøre det på gaderne, det er ikke ligeså udbredt her som derhjemme.«
Helt lavpraktisk kommer det for AGF-fansene til at begynde ved Poznańs gamle markedsplads.
»Vi forventer, at klart størstedelen af vores fans samles ved den gamle markedsplads, Stary Rynek. Her er mange barer og restauranter, hvor vores fans kan varme op til kampen,« fortæller Jonas Labich.
Lad være med at drikke dig for fuld
I forlængelse heraf kommer næste råd: Hold styr på promillen.
»Man skal lade være med at drikke sig for beruset, så man kan orientere sig efter stemningen og heller ikke kommer til at provokere nogen unødigt,« siger han og fortsætter:
»Derudover er det også sjovere at se fodbold, hvis man kan huske, at man har været til kampen, nu hvor man trods alt er af sted.«
Lær af kampen i Randers
AGF-fans har fået en forsmag på, hvad der venter dem i Polen, da Lech Poznań kom til Randers tirsdag. Derfor er Sture Sandøs næste råd, at man skal lære af stemningen til den kamp.
»Jeg vil tage bestik af situationen i Randers. Hvis der er en helt masse ballade, så vil jeg holde lavere profil i Polen. Og omvendt, hvis der ikke er noget, så er det nok også stille og roligt i Polen, « siger han og tilføjer, at det er noget, han selv vil holde øje med.
Hæv ikke for meget
Når AGF møder Lech Poznań onsdag, er det fjerde gang, Sture Sandø er i Poznań i år, hvor han også har været i Gdańsk, Warszawa, Kielce og Kraków for at se fodbold. Derfor er hans erfaring, at man kan bruge kort alle steder.
»Vi har været her i knap to uger, og jeg har ikke brugt kontanter endnu. Det er selvfølgelig altid godt at have kontanter på sig, men man skal ikke hæve flere tusinde kroner, for de tager kort alle steder,« siger han, da Din Avis talte med ham 17. juli.
Offentlig transport
Skal du bruge offentlig transport i Polen, så kører det som minimum lige så godt som herhjemme, fortæller Sture Sandø.
»Jeg har været her på interrail i to uger med familien, og jeg har stadig til gode at opleve en forsinkelse,« siger han.
Her opfordrer han AGF-fans til at downloade appen »Jakdojade - Timetables«, der bedst kan beskrives som en blanding af Rejseplanen og Rejsekortet.
»Det fungerer supergodt, og det er ikke specielt dyrt med offentlig transport,« siger han.
Hvis man derimod hellere vil køre med taxa, anbefaler han, at man bruger enten Uber eller Bolt.
Der er dog også allerede arrangeret fælles transport mod stadion for AGF’s fans, fortæller Jonas Labich.
Og her afgår busserne fra Aleje Marcinkowskiego, som ligger 500 meter fra den gamle markedsplads, Stary Rynek, hvor AGF-fansene som nævnt skal varme op til kampen.
Busserne kører kl. 16.30, og billetten købes ved at overføre 30 kroner til MobilePay 276072, lyder det fra AGF’s fan engagement manager, og der kører samtidig også busser retur til centrum efter kampen.
Og der bliver ingen fanmarch hen til kampen, da polsk politi ikke tillader større forsamlinger af AGF-fans, som går mod stadion, oplyser AGF.
Husk dit pas
Derudover er det en rigtig god idé at huske dit pas, når du skal på stadion i Polen. Også selv om det med overvejende sandsynlighed slet ikke bliver tjekket.
»Det er bedre at være sikker, frem for at stå med en halv time til kampstart og ikke kan nå tilbage efter sit pas,« siger Sture Sandø og tilføjer, at han altid tager sit pas med, når han ser fodbold i Polen.
»Vi har ikke endeligt fået bekræftet, om vores fans skal have pas med, men da billetterne er personlige, anbefaler vi pas som legitimation,« lyder anbefalingen fra AGF’s fan engagement manager Jonas Labich.
Giv den gas
Det sidste råd er, at man som AGF-fan bare skal give den gas.
Det er nemlig den største europæiske kamp i mange, mange år, og det er noget, man bare skal nyde, lyder budskabet.
»Det er en totalt fed oplevelse, der venter os. Det er kæmpestort at skulle rejse til Polen mod et hold, der har spillet sig til at skulle kæmpe om en plads i Champions League. Det synes jeg er helt fantastisk,« siger han og fortætter.
»Jeg var på stadion i går (16. juli, red.) og kiggede over på udebaneafsnittet og tænkte, at om et par uger, så er det os, der står der. Det er ikke en venskabskamp, men noget, vi har spillet os til. Det bliver kæmpestort.«
Han understreger, at man ikke skal være bange. Da han som tilskuer var af sted, havde han sine døtre på syv, ni og 13 år med på stadion.
Derfor skal man også bare give den gas.
»Vi bliver formodentlig tildelt et område, hvor vi skal være inden kampen. Og der tænker jeg bare, at den skal have fuld gas, for det bliver en kæmpe fest hele eftermiddagen,« siger han.
Og den fest skal også fortsætte på stadion.
»Inde på afsnittet har jeg heller ikke nogen forbehold. Det er mest dagen før kampen eller efter kampen, hvor jeg ser, at der i værste fald kan opstå noget ballade, for der er myndighederne ikke nødvendigvis over. Det er der, jeg vil tage mine forholdsregler,« afslutter han.
læser