Fortsæt til indhold

Danske spillefugle har sat pengene på, at AGF rykker ned

»Lige nu kan vi tydeligt se på vores kunders indskud, hvilken side de fleste har stillet sig på,« siger Peter Emmike Rasmussen, som er oddssætter hos Danske Spil.

Sport
am

Superliga-sæsonstarten begynder fredag aften, når Viborg og OB sparker en ny sæson i gang.

Det er også højtid for at gætte på, hvem der bliver mestre, og hvem der rykker ned.

Ifølge Danske Spils oddssættere bliver det FC Midtjylland, der tager guldet i den forestående sæson. Til gengæld er der mange af spiludbyderens kunder, der tror, at de nuværende danske mestre fra AGF får en særdeles svær sæson.

Det fremgår af en pressemeddelelse fra Danske Spil.

For selv om tipstjenesten har AGF til at blive nummer fire i ligaen, er danskerne på nuværende tidspunkt af en helt anden overbevisning, og AGF kommer ikke til at spille med om topplaceringerne i denne sæson, hvis man spørger spillerne.

Faktisk er hele 40 pct. af alle indskud sat på, at AGF rykker ud af Superligaen, skriver Danske Spil.

»Der findes ikke mange hold i Superligaen, der splitter vandene, som AGF gør. Enten er man helt oppe at køre med drømme om Champions League, eller også sidder man med sved på panden og håber, at de igen i år kan snige sig forbi nedrykningsstregen. Der er sjældent noget midt imellem, når det gælder AGF, og lige nu kan vi tydeligt se på vores kunders indskud, hvilken side de fleste har stillet sig på,« siger Peter Emmike Rasmussen, som er oddssætter hos Danske Spil.

Skulle det ske, at AGF rykker ned, så står Danske Spils kunder i skrivende stund til at vinde en samlet gevinst på mere end en million kroner.

Historisk begivenhed

Kigger man på Danske Spils odds og styrkevurdering, så bliver det FC Midtjylland, der bliver danske mestre, når sæsonen er forbi.

Og det er en historisk begivenhed, for aldrig før har ulvene været Oddsets guldfavoritter forud for en sæsonstart.

»Den udvikling finder vi forklaringen på i sidste sæson, hvor FCK ikke formåede at holde fast i sin magtfaktor. Det, kombineret med at de på vej ind i den nye Superliga-sæson ikke har sikret sig samme kvalitet i truppen, som FC Midtjylland f.eks. har, betyder, at vores pil her før sæsonstart peger på FC Midtjylland til at tage guldet.«

»Og det er faktisk første gang nogensinde, at vi vurderer ulvene til guldfavoritter allerede før, første bold er sparket,« siger Peter Emmike Rasmussen fra Danske Spil.

I skrivende stund er FC Midtjylland på førstepladsen i oddsene, mens FCK indtager andenpladsen. Herefter kæmper Brøndby IF og AGF om tredjepladsen.

Superligaen fløjtes i gang i aften kl. 19.00 med et opgør mellem Viborg og OB.

Se video: