Camilla blev hurtigste kvinde ved ironman i København
Camilla Lykke, Ebeltoft, vandt søndag Ironman Copenhagen. Og især én præstation undervejs er hun særligt stolt af.
35.årige Camilla Lykke fra Ebeltoft har gjort det igen.
Søndag 16. august vandt hun Ironman Copenhagen. Ikke bare i sin aldersgruppe, men blandt alle kvinder i løbet.
»Jeg kunne ikke være mere tilfreds. Mit mål var at komme tilbage og få revanche fra 2024, efter jeg fik en 2. plads sidste år. Det var en hård dag i dag, men jeg nåede to af mine allerstørste mål, nemlig at genvinde titlen og komme under tre timer i på løbedistancen,« lyder det fra en glad, men træt Camilla Lykke lige efter løbet.
Ironman er en triatlon, hvor deltagerne tilbagelægger 3,8 kilometer svømning, 180 kilometer cykling og et maraton på 42,195 kilometer.
Til søndagens udgave i København stillede 484 kvinder til start, og Camilla Lykke var altså den første kvinde til at krydse målstregen efter ni timer, fire minutter og 48 sekunder.
Hun brugte en time og godt seks minutter på svømningen, fire timer og tæt på 52 minutter på cyklingen, og løbet klarede hun på under tre timer, helt præcist på to timer, 59 minutter og 36 sekunder.
Det svarer til en gennemsnitstid på fire minutter og 13 sekunder pr. kilometer efter seks timers fuld fart i vandet og på cyklen.
For 2. gang
Lykke vandt også Ironman Copenhagen i 2024 i tiden ni timer, seks minutter og 54 sekunder. Det vil sige cirka to minutter langsommere end i år.
Sidste år, i 2025, stillede hun også til start, og selv om hun også her var hurtigere end i 2024, rakte det kun til en samlet andenplads.
I år deltog 2.555 sportsudøvere i løbet i København, og Camilla Lykke blev nummer 66 samlet.
Hun stillede op i aldersgruppen 35-39 år.
»Der er altid den vildeste stemning og kulisse her i København, og nu er jeg bare lettet og stolt over, at jeg genvandt titlen,« afslutter Camilla Lykke.
læser
lige nu