Enestående arbejder og litterære skatte: Niels Trangbæk hylder Peter Brandes med udstilling i Boggalleriet
Boggalleriet har 15. marts fernisering af udstilling med værker af Peter Brandes.
Boggalleriet i Rønde har fredag 15. marts kl. 17-19 fernisering på en udstilling om maler, grafiker, billedhugger og fotograf Peter Brandes i anledning af kunstnerens 80 års fødselsdag 5. marts. Udstillingen bliver åbnet af idehistoriker Lars Morell.
Peter Brandes’ billedkunst er abstrakt og ofte i brunlige farver. Han fik sit kunstneriske gennembrud i begyndelsen af 1980’erne.
Peter Brandes er autodidakt og hans kunst kredser ofte om temaer fra kristendommen og den antikke græske mytologi været genstand for hans interesse. En stor del af Brandes’ keramik er også inspireret af antik græsk kunst og mytologi. Han har således også illustreret en række bøger som Homers Illiaden.
Det er Niels Trangbæk fra Boggalleriet, som står bag udstillingen:
»Det er med stor glæde, at jeg kan lave denne lille udstilling med grafiske arbejder samt enkelte unikaarbejder, jeg har fundet frem fra skufferne,« fortæller han og fortsætter:
»Ligeledes viser vi en lang række bøger/kataloger, da bøger har altid haft en enorm betydning for Peter Brandes, som har en kæmpe bogsamling i sine huse i Frankrig og Danmark.«
»Udstillingen er en hyldest til en stor kunstner i anledning af hans 80 års dag, der senere bliver fejret med en stor udstilling på Silkeborg Bad (15/6 – 22/9),« understreger Niels Trangbæk, der har fulgt Peter Brandes kunstneriske virke siden 1981 og har udgivet flere grafiske mapper samt bøger og kataloger.
Denne udstilling er den 3. udstilling, Boggalleriet har lavet med Peter Brandes.
»På udstillingen vil jeg særligt fremhæve den fantastisk smukke serie med tolv farvetræsnit fulgt af tolv litografier til tolv sange af Vergil ”Aeneas”,« fortæller Niels Trangbæk.
Udstillingen slutter lørdag 20. april.