Fortsæt til indhold

Eksperter om DF-svindelsag: Antikorruptionsenhed vil slå ned på Danmark

Straffesagen mod Dansk Folkeparti om svindel med partistøtte fra Aarhus Kommune vil blive bemærket af EU's antikorruptionsenhed GRECO, fastslår eksperter.

Aarhus

Selvom det ikke har fyldt alverden i de danske medier, at Østjyllands Politi har rejst svindeltiltale mod Dansk Folkepartis lokalafdeling i Aarhus, formanden og en tredje person fra partiet, så kommer det ikke til at gå ubemærket hen i Strasbourg.

Det fastslår kommunalforsker Roger Buch fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole og Transparency International Danmark overfor Lokalavisen Aarhus.

»Der er ingen tvivl om, at det her vil blive bemærket og få international opmærksomhed,« siger Roger Buch.

Kritik år efter år

I den franske storby holder EU’s antikorruptionsenhed, GRECO, nemlig til. Den er blandt andet sat i verden for at overse, om medlemsstaterne tilstræber åbenhed og gennemsigtighed i lovgivningen, således at korruption kan bekæmpes, og den holder et skarpt øje med Danmark.

Siden 2014 har Danmark nemlig modtaget kritik fra GRECO for at være et af de eneste medlemslande i Europarådet, der ikke lever op til en række anbefalinger.

»Danmark har lidt dumstædigt fortsat med år efter år ikke at ville forholde sig til det. At læse GRECO-rapporter er ligesom at kigge på DR’s sommersendeplan; det er genudsendelse på genudsendelse,« fortæller Jesper Olsen, formand for Transparency International Danmark, der med glæde har noteret sig, at politiet har rejst tiltale i partistøttesagen fra Aarhus.

»Man havde en bødesag i Venstre for nogle år tilbage, men denne sag er i en anden kaliber. Det er alvorligt og historisk, hvis man må bruge det lidt fortærskede udtryk, så jeg glæder mig over, at de gør det.«

Jesper Olsen, ekstern lektor i offentlig ret og formand for Transparency International Danmark, ser med stor alvor på DF-sagen. Foto: Finn Frandsen

Blyanten spidses

En af de anbefalinger, som Danmark konsekvent ignorerer, går på, at der skal sikres gennemsigtighed og kontrol med partistøtten til de politiske partier.

»Derfor vil det blive noteret i GRECO’s næste rapport om Danmark, at den her sag afslører det kæmpestore hul, vi har i lovgivningen, når partierne ikke har pligt til at aflevere regnskaber, og der ingen offentlig kontrol er med, hvad de går rundt og bruger deres penge på. Der udbetales utroligt mange millioner hvert eneste år til politiske partier, uden at der holdes opsyn med, om man faktisk bruger pengene til det, der er formålet. Partiernes økonomi foregår i total mørke,« konstaterer Roger Buch.

Den vurdering deler Transparency International Danmark.

»Jeg taler med jævne mellemrum med GRECO og Europakommissionen ifbm. den årlige ’Rule of law’-rapport, hvor Danmark hele tiden kritiseres. Når jeg kan fortælle om en straffesag, så spidses blyanten, og der bliver lyttet meget opmærksomt. Så denne sag kommer til at give genlyd, fordi den bekræfter, at der er en reel risiko for svindel og korruption på det her område,« siger Jesper Olsen.

Lokalavisen Aarhus har været i kontakt med GRECO, som ikke vil udtale sig om, hvorvidt sagen med Dansk Folkeparti vil indgå i arbejdet med den danske lovgivning.

»GRECO følger løbende udviklingen, men undersøger ikke specifikke tilfælde af påstået korruption. GRECO kommenterer ikke individuelle sager og vil ikke kommentere denne specifikke sag yderligere,« skriver antikorruptionsenheden i en mail.

Klar opfordring: Gør noget

Opfordringen fra de to eksperter er dog ganske klar: De danske politikere er nødt til at reagere.

»For det skulle altså være mærkeligt, om det her var det eneste tilfælde nogensinde, hvor der er nogen i de flere end tusinde danske partiforeninger, som ikke har overholdt reglerne,« konstaterer Roger Buch.

»Politikerne vil sikkert sige, at det her bare er en enkeltsag, men jeg vil bare holde fast i, at mennesker fejler, men det er systemerne, der gør det muligt. Og her er der noget galt med systemerne,« lyder det fra Transparency International Danmark.

Det er vel en reel pointe, når der ikke har været andre straffesager om svindel med partistøtte?

»Ja, men en af grundene til, at Danmark får kritik internationalt, er, at vi ikke har nogen sager. Eller meget få. Så er spørgsmålet, om vi har meget få sager, fordi de ikke er der, eller fordi der ikke føres nogen kontrol? For mig er svaret åbenlyst det sidste.«

»Vores opfordring er derfor meget simpel. Se nu at få efterlevet GRECO’s anbefalinger. Erkend nu, at det er en problemstilling, som vi er nødt til at gøre noget ved, i stedet for at møde det med en mur af tavshed,« siger Jesper Olsen, som ikke er bange for at give sin analyse af, hvorfor politikerne i Folketinget ikke gør noget ved det:

»Fordi det handler om dem selv. Gå en tur ned ad Strøget i Aarhus og se, hvor meget merchandise, der bliver delt ud lige nu. Det er dyrt at føre valgkamp.«