Naboer til udskældte vejbump må vente yderligere »et års tid« på afklaring - ny rådmand tøver
Naboer til pukkelbump i Stavtrup kæmper for at blive fri for larm og klirrende køkkenskabe. Ny rådmand vil afvente evaluering, der kommer »om et års tid«.
På tredje år kæmper Bente Mikkelsen for at få fjernet pukkelbump i Stavtrup. Hun bor på Klokkeskovvej 35 og er dermed nærmeste nabo til et af de sæt pukkelbump, som i efteråret 2020 blev sat op på vejene i flere aarhusianske forstæder.
»Det er grotesk, at vi skal leve med de her gener,« siger Bente Mikkelsen, der på ingen måde har vænnet sig til forholdene:
»Jeg får jo et pjosk, så snart det er busser, lastbiler eller biler med trailere, der kører over bumpene. Det er voldsomt. Og det knirker og knager i huset,« fortæller hun.
Samme melding kommer fra Vibeke og Andy Lykke Dalum, der bor i nabohuset:
»Glassene klirrer i køkkenskabene. Huset vibrerer. Det kan man mærke, når man sidder i de der stole,« siger Vibeke Lykke Dalum og peger på to stole, som er placeret i en lille karnap med vinduer til gulv - ud mod Klokkeskovvej og bumpene:
»Det virker direkte stressende. Det er ikke, fordi vi er hysteriske, men det er de store lyde og rystelserne, der er problemet.«
Ægteparret, der har boet på adressen i halvandet år, mærker især generne i myldretiden om morgenen og om eftermiddagen. Hastigheden er ikke kommet ned, mener de:
»Det er kun de små biler, der sænker farten for at køre over de bump. Så snart det er en lidt større bil, så blæser de bare henover. Jeg ville være anderledes indstillet, hvis de havde en effekt, men nu har vi kun larmen,« lyder det opgivende fra Vibeke Lykke Dalum.
Ægteparret oplever også dagligt farlige situationer, når bilister forsøger at zigzagge henover bumpene.
»Folk kan køre hen over dem med de mest mærkelige manøvrer. De svinger fra side til side, og vi kan se på sporene i rabatten, at de prøver at undvige. På den måde skaber bumpene farlige situationer,« siger Andy Lykke Dalum.
»Det vil være dejligt at få farten ned. Det, vi ville ønske os, var pudebump. Men alt andet end pukkelbump vil være meget bedre,« lyder det fra Vibeke Lykke Dalum.
Ny rådmand vil have data
Rådmand for Teknik og Miljø Nicolaj Bang (K) forstår godt frustrationerne, han er dog afventende i forhold til at melde sig som tilhænger eller modstander af pukkelbump. Han vil afvente en kommende evaluering, før han tager stilling til, om de er »generne værd«.
»Det kan jeg ikke sige på nuværende tidspunkt,« lyder det fra rådmanden og uddyber:
»Vi gør jo ikke noget for at genere nogen. Pukkelbumpene er jo et forsøg på dels at få hastigheden sat ned og få reduceret den gennemkørende trafik. Lige nu har vi flere forsøg i gang, hvor vi også blot bruger skiltning af 40 km/t-zoner og ser, om det har en effekt. Det tyder det på, at det har,« siger Nicolaj Bang.
Det vil for ham at se være den optimale løsning, hvis man kan nøjes med skilte:
»Jo mindre indgriben, des bedre. Jo mindre anlæg, des bedre. Hvis vi kan opnå samme effekt. Men jeg har brug for data at stå på.«
Rådmanden nævner, at de første målinger peger på, at man i Solbjerg fik sænket hastigheden med yderligere tre km/t end tilfældet er med pudebump. I Stavtrup har man fra 2019 til 2022 fået reduceret den gennemkørende trafik med 16 procent.
»Så man må jo sige, at hvis man kigger isoleret på hastighed og trafik, så virker pukkelbumpene. Men vi er ikke færdige med evalueringen, og når vi har fået indsamlet alle erfaringer, så må vi jo se på, om effekten står mål med de gener, der er. Tydeligvis er der jo nogle folk, der er frustrerede over det, og det tager man selvfølgelig med i sådan en vurdering.«
Det vil sige, at det kan ende med, at naboer til pukkelbump blot må leve med de gener, de oplever?
»Det tør jeg ikke rigtigt, øh, det er lidt hårdt sat op. Jeg tror på, at vi kan finde en fornuftig løsning. Og jeg har da hørt budskabet, vil jeg sige,« siger Nicolaj Bang med henvisning de gener, naboer til pukkelbump oplever.
Vil have dialog med naboer
Den tidligere rådmand Bünyamin Simsek (V) standsede i januar 2021 alt arbejde med at etablere puklerne efter længere tids kritik fra både borgere og eksperter. Han lod det derefter i høj grad være op til de lokale fællesråd at beslutte om pukkelbumpene skulle tages ned igen de steder, hvor bumpene allerede var sat op.
Skal det fortsat være fællesrådene, der kan afgøre om pukkelbumpene skal tages ned igen?
»Jeg vil gerne have, at fællesrådet er med inde over, fordi de har et rigtigt godt lokalt kendskab. Ideelt set så var naboer til pukkelbump og fællesrådet jo enige. Men uanset hvad så vil jeg gerne have en dialog både med fællesrådene og med naboer til pukkelbump, før vi afgør, hvad der er den bedst mulige måde at sænke hastigheden på.«
Rådmanden kan ikke sætte en dato på, hvornår evalueringen af pukkelbumpenes effekt er færdig, men han forventer, at der går »et års tid.«
De første pukkelbump blev sat op i 2020. Din Avis Aarhus har lige siden skrevet en bunke artikler om naboer, der er voldsomt generede. Er det rimeligt at skulle vente så længe på en evaluering?
»Jeg kan godt forstå, at det er frustrerende. Men når vi for eksempel måler på den gennemkørende trafik, så tager det desværre tid, før man ser effekten af, at folk får andre vaner,« siger Nicolaj Bang.
Pukkelbumpene ligger i dag stadig på vejene i Sabro og Stavtrup. Mens de i Tranbjerg, Solbjerg og Brabrand er omlagt til pudebump. I Hjortshøj har man siden 2021 ventet på en udskiftning til pudebump.