Kommunen sagde nej - men frivillige kræfter fortsætter »rørende« fællesskab for sygdomsramte
Demensfællesskabet Østjylland blev lukket 1. januar. Frivillige kræfter holder nu liv i blandt andet fællesspisning, museumsbesøg og vandreture.
De penge, der holdt liv i Demensfællesskabet Østjylland, er ved årsskiftet udløbet. Dermed eksisterer foreningen ikke længere.
Dog har en gruppe frivillige nu sat sig for at videreføre en række aktiviteter i Aarhus. Det gælder blandt andet fællesspisninger, fodboldhold, rundvisninger på museer, koncerter og vandreture.
Kristian Hedegaard er tovholder for frivilliggruppen, og han synes, at det var oplagt at fortsætte.
»Hvis de her aktiviteter bare lukkede ned, så ville en masse mennesker miste rigtig meget. Det er rørende at opleve, hvordan folk værdsætter at kunne møde folk i samme situation som dem selv,« siger Kristian Hedegaard, der ikke selv har demenssygdommen tæt inde på livet, men han er selvstændig og har mulighed for hjælpe:
»Det er spændende at være med til at videreføre det. Man møder en masse mennesker. Der er helt klart et behov, det kan vi mærke.«
Han forklarer, at den kan være svært selv at overskue at komme ud af huset, når man lider af en demenssygdom. Her skal man blot møde op - gerne med en pårørende - og så møder man folk, der er i samme situation som en selv:
»Dermed kommer man ud og bliver stimuleret, som er så vigtigt for at holde sygdommen på afstand,« siger Kristian Hedegaard.
Demensfællesskabet Østjylland blev etableret i 2018 og var et samarbejde mellem Alzheimerforeningen, Aarhus, Syddjurs, Favrskov og Odder kommuner. Projektet var støttet af satspuljemidler fra staten, men fra januar 2024 var der ikke flere midler. Der blev i det seneste budgetforlig for Aarhus Kommune afsat tre millioner kroner til en demensindsats, men der var ikke penge til Demensfællesskabet.
Vil støtte op om det
Den tidligere leder af Demensfællesskabet Østjylland, Janni Lund Hansen, glæder sig over, at aktiviteterne nu lever videre i kraft af de frivillige.
»Det gør mig helt rørt. Der er en superskøn gruppe af frivillige, som virkelig brænder for det. De har sat sig for at videreføre en række aktiviteter og relationer, som de ikke har lyst til at skulle sige farvel til. Vi er brandheldige,« siger Janni Lund Hansen, der i dag er ansat i en anden stilling hos Alzheimerforeningen.
Dermed er hun fortrøstningsfuld hvad angår 2024.
»Det, vi ved om frivillighed, er, at det er vigtigt, at man bliver set, hørt og anerkendt. Det vil blive en forringelse af den ’nursing’ af de frivillige, der jo nu i højere grad skal stå på egne ben. Men vi vil støtte alt det, vi kan,« siger Janni Lund Hansen.
Listen over de aktiviteter, som de frivillige nu selv får stablet på benene, kan ses via Alzheimerforeningens hjemmeside.
»Jeg er enormt ærgerlig over, at Demensfællesskabet Østjylland nu er lukket. Men vi skal huske, at det ikke er seks års spildt arbejde, fordi vi har skabt så mange stjernestunder og beriget så mange menneskers liv. Men når erfaringerne er så gode, så undrer det mig, at man fra kommunens side ikke vil bygge videre på det,« siger Janni Lund Hansen.
Kristian Hedegaard lægger heller ikke skjul på, at det bliver en stor opgave at føre aktiviteterne videre og få gjort opmærksom på, at meget stadig består:
»Nu må vi se, hvor længe vi kan blive ved,« lyder den ærlige melding fra tovholderen, der dog er fuld af gåpåmod og har fået 8-10 frivillige med på vognen:
»Stemningen var da sådan lidt; ”åh nej”, da man lukkede. Men jeg tror, at jeg fik hanket op i nogle, og så kom der energi ind i det igen. Nu må vi se, om vi kan holde kadencen, men så længe der er folk, der møder op til vores arrangementer, så tror jeg, at vi fortsætter.«
Næste planlagte aktivitet er fredagsfrokost på Folkestedet i Carl Blochs Gade fra kl. 12-14.