Fortsæt til indhold

Derfor bliver Risskov og Egå ubeboelige i fremtiden

I fremtiden vil to Aarhus-forstæder være i så stor risiko for oversvømmelser, at chefen for Natur og Miljø i Aarhus Kommune kalder dem ubeboelige.

Aarhus

Havudsigt er noget, mange danske boligejere drømmer om.

Risskov og Egå er to af de steder i Aarhus Kommune, hvor man kommer helt tæt på vandet og oplever både smukke solopgange, havets brusen, og naturens brutale vejr helt tæt på.

Men havblik koster mere end bare millioner. Chef for Natur og Miljø i Aarhus Kommune, Simon Grünfeld, peger nemlig på, at netop de to forstæder vil blive ubeboelige i fremtiden.

»Tiden er kommet til at åbne øjnene. Der er steder, hvor det bliver svært at bo om 50 år, og jeg kan ikke se for mig, at man kan bo i Risskov og Egå for eksempel,« siger han.

Områderne forsvinder ikke bare fra landkortet, men igennem årene bliver de mere udsatte. Hvis der intet gøres politisk, vil bydelene blive ubeboelige. Derfor kalder Simon Grünfeld på politisk handling.

Forbandet god udsigt

Erfaringerne fra 2023 viser, at Aarhus på ingen måde er klar til at modstå klimaforandringerne.

Derfor er der to ting, som Simon Grünfeld fokuserer på i de kommende år. Nu og her er det en plan for klimatilpasninger, der skal redde midtbyen og resten af Aarhus Kommune fra massive oversvømmelser, og på den lange bane bliver det at udpege områder, aarhusianerne ikke længere skal bo i.

»Problemet, vi står overfor, er, at grundvandet står til lige under soklen. Samtidig vil vandstanden i havet været steget med 60 centimeter i 2070. Stederne bliver ramt af alt på én gang, og det kan man ikke pumpe sig ud af,« forklarer Simon Grünfeld.

Prognosen for så store stigninger af havvandet og grundvandet kommer blandt andet fra Miljøministeriet og et samarbejde mellem statslige aktører. Det er disse tal, der viser, at hvis udledningen af drivhusgasser ikke mindskes yderligere, vil havvandstanden stige med 60 centimeter.

Der er ikke nogen fare på færde i morgen. Men man skal til at erkende, hvad fremtiden bringer
Simon Grünfeld

Samtidig viser et kort fra staten, at områder, hvor grundvandet ligger dybt i 2024, ikke har nogen garanti for, at det bliver ved med at være sådan. I bedste fald viser statens udregninger, at grundvandet ved Egå og Risskov vil ligge omkring 0 til 10 centimeter under jorden. Enkelte steder vil det sågar stå 10 centimer over jordoverfladen.

»Nogle steder er der løsninger, andre steder er der ikke. Og det er den snak, vi skal have med politikerne. Der kan gøres noget, og vi skal i gang nu,« konkluderer chefen.

I alt er 450.000 husstande nationalt i farezonen for forhøjet grundvand.

Det mørkeblå område viser, områder med ekstra forhøjet grundvand. Foto: Geus

Der skal handling til

Risskov og Egå ser ind i en fremtid, hvor havet bevæger sig tættere på, og vandet begynder at presse på nedefra.

Omkring sommeren 2024 præsenterer Simon Grünfeld en klimatilpasnings-strategi, som skal være med til at afværge de værste konsekvenser af klimaforandringerne.

»Jeg håber, at politikerne vil tage drøftelserne alvorligt. Med planen vil jeg skitsere nogle løsninger på, hvad man kan gøre de næste ti år,« siger chefen for afdelingen for Natur og Miljø.

Til TV2 Nyhederne onsdag aften udtalte miljøminister Magnus Heunicke (S) følgende om emnet:

»Det er helt umuligt at bekæmpe de vandmasser som enkeltperson, derfor er det et samfundsansvar. Det er vigtigt, at vi stiller de rigtige redskaber til rådighed, både lovgivningsmæssigt, men selvfølgelig også økonomisk.«

I løbet af de næste få år kommer afdelingen for Natur og Miljø også med en udflytnings-strategi. Her vil der være fokus på de steder, der ikke står til at redde.

»Der er ikke nogen fare på færde i morgen. Men man skal til at erkende, hvad fremtiden bringer. Selvom vi overholder Paris-aftalen, er der jo ting, som er sat i gang,« siger Simon Grünfeld.