Folkehusenes fremtid er på plads: Kun ét af kommunens lukker
Rådmand Christian Budde har truffet den endelige beslutning om fremtidens folkehuse; 34 huse kommer til at fortsætte.
Folkehusenes fremtid har længe været en varm kartoffel, og 115 høringssvar vidner om massiv modstand mod at lukke de lokale og sociale samlingssteder.
Kærligheden til folkehusene er formentlig årsagen til, at rådmand for Sundhed og Omsorg, Christian Budde (V), nu har valgt kun at lukke ét af de 35 folkehuse, der hører under Aarhus Kommune. Tidligere har 12 lukninger været i spil, og processen med at finde frem til folkehusenes fremtid har været en rodet og uskøn affære, der ikke mindst er blevet kritiseret for ikke at inddrage brugere og de frivillige kræfter på folkehusene.
Rådmanden for Sundhed og Omsorg har i sidste ende besluttet, at Folkehuset Rosenvang lukkes, mens otte folkehuse skal finde en lokal form, der gør, at de fortsat kan være folkehuse, fremgår det af en pressemeddelelse fra Sundhed og Omsorg.
Magistratsafdelingen står tilbage med flere folkehuse, end intentionerne i budgetforliget lagde op til, og der er derfor behov for at se på investeringer, der sammen med lokale planer for husene kan skabe økonomisk balance på sigt.
Overrasket rådmand
Rådmand Christian Budde forventer, at der kan investeres op mod 50 millioner kroner i fremtidens folkehuse, hvis en ansøgning til Nordea-fonden bliver godkendt, og der »etableres synergier med udviklingen af udsatte boligområder.«
»Det har hele tiden været klart for mig, hvor stor betydning fællesskaberne har lokalt, store såvel som små, og at vi har brug for endnu flere fællesskaber til at forebygge og bekæmpe den stigende ensomhed. Men det har overrasket mig, at det har så stor betydning at være i et hus, der hedder ”folkehus”. Jeg er blevet mødt af en enorm stor kærlighed til vores unikke, aarhusianske koncept, og det skal vi selvfølgelig værne om,« siger Christian Budde i en pressemeddelelse.
Ifølge Peter Sporleder fra Det Konservative Folkeparti og medlem af forligskredsen er der er ingen tvivl om, at Aarhus Kommune kommer til at styrke folkehuse.
»Vi får hjulpet endnu flere ældre ind i stærke lokale fællesskaber. Personligt er jeg både stolt og glad for, at vi kommer til at bevare 34 Folkehuse,« siger han.
I nye rammer
Formand for Ældre Sagen Aarhus, Torben Dreier, mener, at det giver ro til alle folkehusenes brugere, at beslutningen er landet.
»Processen har givet mange gode perspektiver og vist nye muligheder, som vi skal tage med i det videre arbejde,« siger han.
Der er ifølge forligskredsen behov for at tage hånd om de otte huse, der skal have en lokal form, så de kan fortsætte som folkehuse.
Folkehuset Gellerups lejemål er under opsigelse, og folkehuset i Aarhus V skal finde en ny lokation. Samtidig vil man i nærmeste fremtid se på Folkehuset Carl Blochs Gades mulighed for at få en særlig profil med fokus på at skabe lighed i sundhed, fremgår det af pressemeddelelsen fra Sundhed og Omsorg.
I nærmeste fremtid vil man også se på mulighederne for, at Folkehuset Skåde kan skabe endnu mere sundhed for seniorer.