Fortsæt til indhold

Aarhus Airport lander nyt kæmpeunderskud trods flere passagerer

Aarhus Airport er i dialog med potentiel investor, og afklaring ventes i løbet af efteråret.

Aarhus
/ritzau/DDP

Selv om Aarhus Airport sidste år havde 29 procent flere passagerer i forhold til året før, så endte året alligevel med et underskud på 83,2 millioner kroner.

Det skriver lufthavnen i en pressemeddelelse.

Udviklingen er som ventet, siger bestyrelsesformand Lars Dige Knudsen.

»Der er intet overraskende i tallene. Bestyrelsen følger den vedtagne forretningsplan. Vi arbejder målrettet for at tiltrække nye ruter til lufthavnen og nå vores ambition om at tredoble antallet af gæster inden udgangen af 2029. Det kræver store investeringer at geare lufthavnen til at håndtere mere end 1,5 millioner passagerer, og vi forventer at være i mål med sidste del af totalmoderniseringen i 2025.«

Han hæfter sig ved, at lufthavnen i Tirstrup sidste år med 542.958 rejsende havde det højeste antal passagerer siden 2012.

Selv om det endte med røde tal på bundlinjen, er underskuddet dog 3,2 millioner kroner mindre end i 2022.

Lufthavnen var for nylig vært for Europas største ruteudviklingskonference, Routes Europa 2024.

Der er ifølge pressemeddelelsen igangværende dialoger med flyselskaber om at skaffe flere ruter til Aarhus.

»Passagervæksten skal opnås gennem et større og stærkere rutenetværk, så vi kan hente de passagerer hjem, som lufthavnen i dag lækker til Hamborg og København,« siger Lars Dige Knudsen.

Han forventer, at passagertallet i 2024 stiger med ti procent sammenlignet med 2023.

Lufthavnen er i øjeblikket på jagt efter en privat investor, der vil skyde penge ind i foretagendet. En jagt, der har stået på siden 2022, hvor ejerkommunerne skød 200 mio. kr. til Tirstrup.

For indeværende skulle der være en ”konkret dialog med en seriøs, potentiel investor”, og der forventes en afklaring på dialogen i løbet af efteråret. Ifølge pressemeddelelsen forventes man at gennemføre en såkaldt due diligence, hvor investoren får mulighed for at gå lufthavnen efter i sømmene, i løbet af tredje kvartal.

Den disponible likviditet var i begyndelsen af 2024 60 millioner kroner, men i fjerde kvartal er pengekassen tom, hvis ikke man lander en investor.

Derfor har lufthavnen for nylig indgået aftale med dens bank om en kassekredit. Bestyrelsesformanden opgjorde i marts kapitalbehovet i Aarhus Airport til 120 millioner kroner.

Ifølge regnskabet forventer lufthavnen et underskud i størrelsesordenen 80-90 mio. kr. før skat i indeværende år, mens man forventer et underskud på 45-50 mio. kr. i 2025.