Kajakroer overrasket på vandet: »Det var chokerende«
En kajakroer fra kajakklubben Skjold fik fredag den 20. september en helt unik oplevelse på vandet, ud for Bellevue Strand.
Fredag formiddag gjorde Erik Petersen det, han har gjort stort set hver uge i 26 år.
Han søsatte sin kajak for at tage en sig en rotur. Som så ofte før var han akkompagneret af sin romakker Asger Højlund.
Minderne fra netop denne tur blev dog helt anderledes, end hvad Erik Petersen nogensinde før havde prøvet.
Den sejlende duo blev nemlig pludselig til en trio, for en kort bemærkning. Det skete, da en delfin uden varsel dukkede op, helt tæt på Erik Petersens kajak.
»Vi var kommet et godt stykke ud, og da jeg skulle tage et rotag i min venstre side, lå der pludselig en kæmpestor delfin,« fortæller Erik Petersen.
Ifølge den 71-årige roer var delfinen svømmet helt tæt på ham. Så tæt, at han ikke kunne få øje på noget mellemrum mellem det store dyr og hans kajak.
»Det var meget chokerende. Det er jo et voldsomt stort dyr,« siger Erik Petersen.
Efter at have afventet situationen, svømmede delfinen lidt væk fra Erik Petersen, men den fulgte vedholdende efter den garvede Skjold-roer.
For at slippe af med dyret satte Erik Petersen og Asger Højlund kurs mod land.
»Det var den eneste måde at slippe af med den på,« siger Erik Petersen.
Efter at have sundet sig inde på stranden, roede makkerparret dog videre.
Oplevelsen har gjort et stort indtryk på Erik Petersen, der dog hverken blev bange eller så betaget, at han ønsker det sker igen.
»Jeg havde ingen fornemmelse af, om den var ondsindet eller legesyg. Men at den forfølger mig ind mod stranden tyder på, at den vil i kontakt med mig på en eller anden måde. Jeg håber nu ikke det sker igen, nu har jeg haft fornøjelsen. Jeg sagde til Asger, at det er hans tur næste gang,« siger Erik Petersen.
Ordentlig krabat
Selvom det var Erik Petersens første møde med en delfin på nært hold, er det ikke en helt ny type beretning i kajakklubben Skjold. Medlemmet Peter Madsen var nemlig ude for noget lignende, da han en søndag, sidst i juli måned, var ude på en rotur.
På denne julidag, hvor vejret var godt, stævnede han ud fra Skjold-klubben med kursen sat mod Dokk1. En rute, der ofte blivet roet af ham og nogle rokammerater. Da han var nået til et sted, hvor mange sejlbåde lå for anker, lidt sydøst for Den Permanente, var der pludselig noget, der fangede Peter Madsens opmærksomhed:
»Jeg kan høre, at der er noget i vandet, der pruster. Jeg kigger til siden og ser en delfin, meget tæt på kajakken. Den var en meters penge fra mig, jeg kunne næsten have klappet den,« siger Peter Madsen.
Hurtigt konstaterede han, at dyret var for stort til at være et marsvin, som ellers er den mest udbredte delfinart.
»Det var en ordentlig krabat. Jeg var chokket over dens størrelse, mens jeg sad derude,« siger Peter Madsen.
Den overraskende oplevelse har ikke gjort Peter Madsen bange for at ro ud for Bellevue. Han har således siden gjort, som han altid plejer. Han ror et par gange om ugen. Og det er ikke fordi han ligefrem håber at støde på det store pattedyr igen, men ser alligevel noget positivt i oplevelsen.
»Jeg ved ikke om jeg håber det sker igen. Det var meget spændende. Men det var skønt at se, at der er noget liv derude. Når den er der, må der jo også være noget, den kan spise,« siger Peter Madsen.
De to Skjold-roeres oplevelser er ikke så usædvanlige endda. I forskellige medier, har man over sommeren og i løbet af september måned kunnet læse om andre vandglade aarhusianere, der pludselig har været helt tæt på en delfin.
Der spekuleres fleres steder i, at det er den samme delfin, der er på spil. Skywalker er den blevet navngivet, og normalt har den hjemme på den jyske vestkyst. Men på det seneste har den altså givet østjyderne naturoplevelser ud over det sædvanlige.