Fortsæt til indhold

Mørket kommer med flere ulykker - 8.000 uddelte reflekser skal gøre aarhusianerne synligere

Det er ikke uden risiko at færdes i trafikken i vintermørket. Det vil Codan og Børneulykkesfonden imødegå med uddeling af 8.000 reflekser.

Aarhus
md

For mange mørkeulykker involverer børn og unge i vinterhalvåret.

Det vil Codan og Børneulykkesfonden gøre noget ved for 14. år i træk, når de på Årets Refleksdag uddeler ikke færre end 8.000 reflekser til morgenfriske aarhusianere. Det gør de torsdag morgen, den 24. oktober.

Det skriver parterne i en pressemeddelelse.

Ifølge en undersøgelse fra i år, foretaget af Epinion blandt 974 tilfældigt udvalgte bilister, oplever hver anden bilist problemer med at se fodgængere og cyklister, når mørket er faldet på, eller det regner eller er tåget.

Ulykkes Analyse Gruppen på Odense Universitetshospital har også fundet frem til, at det er et problem, at mange børn og unge ikke er synlige nok i mørket. Jo ældre børnene bliver, desto større er sandsynligheden for, at de bliver involveret i en mørkeulykke.

I aldersgruppen 10-14-årige var der fra 2021 til 2022 en stigning i mørkeulykker fra 689 til 1.196, mens tallene i aldersgruppen 15-17-årige steg fra 1.313 til 1.547 mørkeulykker i samme tidsperiode.

Sammenhængen skal ifølge pressemeddelsen sandsynligvis kobles til, at mindre børn færdes mindre i mørke og ofte bliver bedre udstyret med reflekser og lys hjemmefra.

»Vi skal hjælpe vores børn og unge med gode vaner, når de bevæger sig ud i trafikken. Selv om en refleks ikke syner af meget på overtøjet, kan den have stor betydning for, om du bliver set i trafikken, når det er mørkt,« siger Anne Mette Toftegaard, viceadministrerende direktør i Alm. Brand Group og forperson for Børneulykkesfonden. Hun uddyber:

»Når det er mørkt, har en bilist kun omkring 25-30 meter til at se dig. Med synlige reflekser på tøjet bliver afstanden øget til hele 130-140 meter, hvilket giver føreren af bilen ekstra tid til at reagere i. Denne lille forskel i synlighed kan være altafgørende for at forebygge alvorlige ulykker i trafikken og potentielt være med til at redde liv.«

Selvom Årets Refleksdag er målrettet de yngre, håber Henriette Madsen, generalsekretær i Børneulykkesfonden, at forældre og større søskende aktivt vil være med til at gøre børnene mere synlige:

»Vi tror på, at brugen af reflekser kan minimere antallet af trafikulykker i mørke. Generelt er forældre gode til at give børnene reflekser på overtøjet, men reflekser er ikke kun for børn, som i mindre grad end voksne bevæger sig ude i trafikken i mørke. Det er vigtigt, at forældre og større søskende er gode rollemodeller for deres børn og mindre søskende og også selv husker reflekserne.«

Udover Aarhus bliver der også uddelt reflekser i Roskilde, København, Odense og Aalborg. I alt bliver der uddelt knapt 50.000 reflekser rundt i hele Danmark til Årets Refleksdag.