Se billederne: Hundredvis af aarhusianere greb skovlen og plantede de første 1.000 træer til ny lokal skov
Hundredvis af aarhusianere deltog i plantningen af den nye skov, som bl.a. er et samarbejde mellem Northside Festival og Aarhus Kommune.
Der var både musik og mad, da flere hundrede aarhusianere lørdag greb skovlene og plantede de første 1.000 træer i et nyt skov- og naturområde syd for Vilhelmsborg.
Det skriver Teknik og Miljø i Aarhus Kommune i en pressemeddelelse.
Projektet er et samarbejde mellem festivalen Northside, Aarhus Kommune og Den Danske Klimaskovfond.
De 10 hektar skov, som Northside finansierer, bliver en del af et 300 hektar stort naturprojekt, hvor Aarhus Kommune omdanner tidligere landbrugsjord til ny natur.
Formålet er at give aarhusianerne nem adgang til gode oplevelser under åben himmel samtidig med, at grundvandet bliver beskyttet, biodiversiteten øget og mere CO2 bliver bundet i området, oplyser kommunal-forvaltningen.
Minister for Grøn Trepart, Jeppe Bruus (S) var også med til lørdagens arrangement for at blive klogere på, hvordan sådan et samarbejde mellem forskellige aktører kan inspirere til flere grønne områder i resten af landet.