Ny borgmester undsiger Jacob Bundsgaard: Han skulle have involveret byrådet
Anders Winnerskjold slår fast, at man ikke skulle have skjult for byrådet, at Aarhus Airport fik rentehenstand for millioner.
Man skal holde tungen lige i munden, når man taler med professionelle politikere. Især ordene, de bruger.
Og det er ikke uden omtanke, når borgmester Anders Winnerskjold (S) siger, at Aarhus Byråd skulle have været »involveret« og »orienteret«.
De ord bruger han nemlig i et meget kort interview fredag, efter avisen har afsløret, at hans forgænger og partikammerat Jacob Bundsgaard egenhændigt og uden om byrådet gav Aarhus Airport rentehenstand på et 200 mio. kr. stort lån, så det nu er på 252 mio. kr.
Det har fået byrådet til at se rødt, og eksperter vurderer, at Bundsgaards finte kan have været ulovlig, fordi det er byrådet alene, der kan godkende sådanne bevillinger.
»Jeg mener, at det havde været klogt at orientere byrådet om rentehenstand. Også fordi jeg synes, at man har haft nogle udmærkede begrundelser for at gøre det, så det burde man have gjort,« siger den travle, nyslåede borgmester, der har haft sit at se til med at rydde op efter Jacob Bundsgaard.
Så det, Jacob Bundsgaard gjorde, var forkert?
»Ja. Jeg ved ikke, hvad der lå af overvejelser bag, men det havde været sundt at informere byrådet om det her.«
Det kan umiddelbart lyde som en indrømmelse. At Anders Winnerskjold også er af den overbevisning, at hans forgænger og to stadsdirektører agerede ulovligt. Og at han dermed undsiger kommunens jurister og økonomidirektør Eddie Dydensborg, der i et svar til avisen påstår, at det var efter bogen at give rentehenstand uden byrådets godkendelse.
Det afviser Anders Winnerskjold dog.
»De forholder sig til jura – jeg forholder mig til politik. Jeg synes, at man burde have orienteret byrådet, men det er ikke ensbetydende med, at man var juridisk bundet til det,« forklarer han.
Du siger dog, at det var forkert gjort. Der har jo også været to stadsdirektører involveret. Den ene, Martin Østergaard Christensen, er stadsdirektør i dag. Hvilket ansvar har han?
»Det er en politisk beslutning, der ligger bag det her, så det har jeg ikke rigtig nogen kommentarer til. Jeg har tillid til stadsdirektøren, hvis det er det, du spørger om.«
Opgiver halvdelen
Med andre ord mener Anders Winnerskjold altså, at ansvaret alene falder tilbage på Jacob Bundsgaard.
Og forgængerens renteøvelse betyder, at Aarhus Kommune nu står tilbage med et tilgodehavende på 252 mio. kr., som ikke kommer hjem til kommunekassen.
For man har endelig fundet en privat investor til lufthavnen, som lægger 120 mio. kr. og får aktiemajoriteten, men ikke har tænkt sig at smide penge efter gammel gæld.
Derfor vil borgmesteren konvertere gælden til aktieandele.
»Så vi kommer ikke til at skulle skyde nye penge ind i lufthavnen,« konstaterer han.
Regnestykket passer dog ikke, for man kan ikke få aktiemajoritet for 120 mio. kr., hvis kommunen samtidig skyder 252 mio. gældskroner ind.
Derfor er der lagt op til, at Aarhus Kommune skal eftergive 125 mio. kr., mens det resterende beløb konverteres til aktieandele.
Dermed vil Aarhus Kommune, hvis den betingede aftale med investoren godkendes af byrådet, fremover eje 39 pct. af lufthavnen, mens den nye investor vil eje 51 pct. De to djurslandske kommuner ejer resten.
Slut med skattekroner
Hvordan tror du, det bliver taget imod blandt aarhusianerne, at kommunen nu vinker farvel til en kvart milliard, som man havde til gode hos lufthavnen?
»Vi får ikke de penge igen, og det ved jeg ikke, om man nogensinde troede var realistisk. Alternativet havde været en konkurs, og så var pengene også tabt,« siger Anders Winnerskjold.
»Set i det lys er det bedre, at man har en funktionsdygtig lufthavn. Er det fuldstændig ideelt, at man ikke får pengene en til en igen? Det er det jo ikke. Det er jo ikke fantastisk, men alternativet havde været værre.«
Kan du garantere de aarhusianske skatteborgere, at det her er sidste gang, at Aarhus Kommune sender penge til lufthavnen?
»Jeg vil lige anfægte den præmis, for de her penge er sendt én gang. Det er vigtigt for mig at understrege. Det er altså ikke nye penge, men gæld, som konverteres til aktieandele. Og vi kommer stadig til at eje en stor portion af Aarhus Airport. Spørgsmålet er så, hvor stor værdi den har. Det kan man diskutere.«
Det er vel stadig reelle penge, man nu officielt eftergiver lufthavnen, så de endegyldigt ikke kan bruges på veje, velfærd mv.?
»Ja, det kunne de være brugt på i sin tid, da man som byråd traf beslutningen om at sende de 200 mio. kr. Det kan man ikke nu. Lige nu er det en konkurs eller det her.«
Og hvad med de 52 mio. kr. i renter?
»Det er rigtigt, at dem mister vi. Men det var heller ikke penge, vi havde i hånden.«
Kan du garantere, at der ikke skal skydes flere aarhusianske skatteyderkroner i lufthavnen?
»Min klare holdning er, at der ikke skal flere kommunale skattekroner i Aarhus Airport. Den skal være bæredygtig på kommercielle markedsvilkår.«
Mandag debatterer Magistraten investoraftalen og konsekvensen for kommunens økonomi. Herefter skal sagen i byrådet og vedtages før jul.