Velkommen til kongens fest

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Jo, kongen ville holde fest, for hans søn skulle giftes, og så hører det sig jo til. Men hvad der begynder nok så glædeligt, ender i mørke og tænderskæren.

Ja, sådan er søndagens tekst, men det skal ikke belaste vores hellige evangelium meget. Nej, for kristendommen er livsudfoldelsens religion.

Den arbejder overhovedet ikke med: Du må ikke, du må ikke. I stedet siger den, deltag i alt det, der med Gud inde i dit hjerte. Og den siger, Gud vil lære dig, hvordan du kan finde og uddrage velsignelse af alle de ting, der hører livet til.

Nej, kristendommen er ikke en sky af mørke, udelukkelse og indelukkelse. Den er den friske, frie og åbne. Om ham, der sad og skulede ved festen uden bryllupstøj på, hed det, og hed det ganske forfærdende: ‘Ud i mørket med ham!’

Han vandt intet ved at sky festen og velsignelsen. Intetsomhelst. Og Paulus, som var forstandig i det hele taget, han var god til at digte, og kunne gøre det så flot, at hvad han skrev, bedst lod sig forstå med hjertet over forstanden.

I Korintherbrevets 13 kapitel lader han sit hjertes blod flyde ud af pennen, og på papiret skriver han, at tro, det duer altsammen til ingen verdens ting, hvis der da ikke tillige er kærlighed.

Det er Gud, som er kongen, og det er Gud kongen, der åbner vores øjne, trækker vejrets blæsebælg og slår rytmen i vores kød. Og af den grund alene skulle vi hver dag springe ud af sengen og i vores festtøj, for vi er i live, og Gud vil os det godt.

Sådan er han kærlig, og så ved jeg i hvert fald en ting blot, og det er den, at Gud er god, og hvis jeg bliver i tvivl om det, så er det endnu kun fordi jeg ser som i et spejl.