Når vi døde vågner

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

På scenen står en fortvivlet kvinde i hvidt. Hendes blik er uroligt og udtrykket i ansigtet veksler mellem rå styrke og næsten hysterisk flirteri. Som om hun det ene øjeblik kan myrde og det næste øjeblik vil overgive sig hengivent. Kvinden er Mette Døssing, der spiller Irene på Aarhus Teater i Henrik Ibsens ”Når vi døde vågner”.

Overfor hende står en noget ældre mand. Han er kunstner. Professor Arnold Rubek, der begyndte hele stykket med at stå nøgen i en sauna og lade vandet løbe ned over sin krop med selviscenesat glæde. Manden er skulptør og skaber smukke bløde figurer af det hårde marmor.

Ruben er også en levebrødskunstner, der sælger sin sjæl for ussel mammon og smukke boliger. Men én gang har han skabt et værk, der gav han international berømmelse. ”Opstandelsens dag” hedder værket. Det var kvinden i hvidt, der stod model. Ja ikke nok med det. Det var kvinden i hvidt, der skabte den sitrende nerve i kunstneren, der gjorde ham i stand til at skabe ægte kunst. Hun var hans muse, en ung kvinde, der ofrede sig for ham og for værket. ”Opstandelsens dag” blev skelsættende for dem begge. Værket – deres barn – som kvinden kalder det, ødelagde kvindens liv, og gav kunstneren berømmelse og rigdom.

På et tidspunkt siger kvinden, mens hun ser på ham med et blødt udtryk:

»Kan du huske det lille ord, som du sagde – da du var færdig, – færdig med mig og med vores barn? Kan du mindes det lille ord, Arnold?«

Kunstneren ser spørgende på hende og siger:

»Sa’ jeg dengang et lille ord, som du husker endnu?«

»Ja,« siger kvinden:

»Det gjorde du. Kan du ikke huske det?«

Professor Rubek ryster på hovedet:

»Nej, det kan jeg ikke, siger han: Ikke i øjeblikket i hvert fald.«

»Du tog begge mine hænder, siger kvinden: og trykkede dem varmt. Og jeg stod der i åndeløs forventning. Og så sagde du: Så skal have så hjertelig tak, Irene. Dette her, sagde du, har været en velsignet episode for mig.«

En episode for den ene, kan være hele livet for den anden. Eller sagt med K. E. Løgstrups så ofte gentagne ord:

»Den enkelte har aldrig med et andet menneske at gøre, uden at han holder noget af dets liv i sin hånd. Det kan være meget lidt, en forbigående stemning, en oplagthed, man får til at visne, eller som man vækker, en lede man uddyber eller hæver. Men det kan også være forfærdende meget, så det simpelthen står til den enkelte, om den andens liv lykkes eller ej.«

Vi kan vække til live, og vi kan destruere i hvert eneste øjeblik. Lad os huske det, når vi døde vågner.