De unges dyder overrasker

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Jeg blev gjort og grundigt til skamme, da jeg stillede konfirmanderne forskellige etiske dilemmaer.

Et af dem lød: »Du får 1000 kroner af din mormor, som du skal tage med hen i skolen til indsamlingen til sultne og fattige børn i Afrika. Men, du kan tage de 1000 kroner til dig – uden at nogen nogensinde opdager det. Hvad gør du?«

Jeg må indrømme, jeg tænkte et kort øjeblik, at nogle af dem ville tage pengene til sig selv, for en indsamling fra en skole i Danmark forslår som en skrædder i helvede. Men nej. Med gode argumenter som værdighed og frygten for dårlig samvittighed, ville samtlige af de unge mennesker aflevere pengene til indsamlingen. Det er måske bare mig, der kortvarigt overvejede, at de 1000 kroner jo kunne blive til en hyggelig middag ved åen i Aarhus.

Måske er konfirmanderne repræsentanter for en gryende tilbagevenden til ordentlighed. Hvor vi i de seneste 20 år har gemt gammeldags dyder væk, fordi vi har haft fokus på præstationer, den bedste udgave af os selv, så vender ordentlighed tilbage. Det mener i hvert fald sognepræst og Søren Kierkegaard ekspert, Pia Søltoft. Og konfirmandernes værdier underbygger hendes påstand.

Det er dydsetikken, som konfirmanderne repræsenterer. Og netop dyder som ordentlighed, ydmyghed, generøsitet er ikke noget, der kan opstilles regler for. Det har man forsøgt i pligtetikken, der forsøger at opstille regler, der kan styre vores handling i en etisk retning. Filosoffen Immanuel Kant er fx eksponent for en sådan tankegang. Det er vel dybest set også det, vi læser på Moses’ stentavle: Du skal elske. Du må ikke stjæle og så videre.

Dydsetik derimod er handlingsmønstre styret af en overordnet værdi, der vil guide os til at behandle os selv og andre ordentligt. Det er noget, man lærer sig. Det er noget, man til dels beslutter sig for. Det er en kultur. Og det ændrer sig ikke over en nat.

Men skal vi tro Kierkegaard-forskeren, Pia Søltoft, så er vi på vej ind i en konsensus om, at ordentlighed er en dyd, vi i højere grad ser for os nu om stunder. Måske er det i kølvandet på MeToo og hænder på de forkerte lår, hvidvaskningsskandaler i bankverdenen, overforbrug, Covid-19-angst og klimaudfordringer, at vi lige så stille indser, at regler og personalehåndbøger ændrer ikke en kultur, det gør kun en overordnet værdi som ordentlighed.

Jeg fornemmer, at vi skal se til og lytte til konfirmanderne. De repræsenterer fremtiden og sammen med dem, går jeg den gerne i møde.