Hvad f**k er fastelavn?

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

I forbindelse med corona-nedlukning af et gymnasium, fordi smittetallene var for store i sognet, blev der bragt et billede i Politiken af en gruppe frustrerede elever med et skilt, hvorpå der stod: ”Hvad fuck er et sogn?”

Som en kommentar til dette, sagde en klog mand:

»Det er det ultimative udtryk for sekulariseringen.«

Det at gymnasieelever bruger et fremmedsprog for at italesætte et spørgsmål om hvad et sogn er, viser hvor fjernt det kirkelige er kommet. Muligvis var spørgsmålet retorisk, men pointen står; sekulariseringen er næsten total, i hvert fald i de flestes mentalitet. Og desværre ikke kun hos de unge.

I vinterferien spurgte jeg en anden far om ham og børnene skulle ”ud at rasle” efter tøndeslagningen til fastelavn. Han kiggede undrende på mig og mumlede, at det plejede de egentligt ikke at gøre, men hvis vi skulle, så kunne de da godt gå med.

Den samme far som med strålende øjne var med ude og samle slik ind til Halloween. Som 31-årig anser jeg ikke mig selv, som gammel, men at jeg, i min levetid, skulle opleve at fastelavn har mistet sin status og ikke mindst sin betydning er forbløffende.

Bevares, folk slår da stadig katten af tønden, det gør vi også her i byen – det har borgerforeningen sørget for, og da jeg som den lokale præst spurgte om, vi skulle holde en gudstjeneste inden, så hørte jeg intet andet end stilhed. Om det er sekularisering eller frygt for eksklusion (hvis det da, er to forskellige ting), ved jeg ikke.

Men hvis vi fjerner historien fra traditionerne, så udhuler vi dem. Hvis fastelavn ikke hænger sammen med kristendommen og hvis det eneste vi tager fra den er tøndeslagningen, så ender vi bare med et bestialsk ritual, som vi har humaniseret ved klippe katten ud i pap, i stedet for at fange den.

Fastelavn er sidste dag inden fasten starter, vi fester og er glade, fordi tiden efter, traditionelt set, byder på fordybelse, afholdenhed og faste. Derfor ”raslede” man, ved at gå fra hus til hus og her delte man alle de søde ting og hvedebrød, som man skulle holde sig fra de kommende 40 dage. Man fangede en sort kat, fordi de var i ledtog med Satan, og bankede livet ud af dem i en tønde.

Dens skrig og de, oprindelige, uhyggelige udklædninger skulle holde det onde bort. Ligesom at fastelavnsriset skulle gøre ondt og huske én på, at man skulle blive et bedre menneske.

Selv om jeg er glad for, at vi ikke længere afliver katte med bat og med gru ser frem imod at blive vækket at min 4-årige, der ”riser mig op” fastelavnssøndag, så er traditionen om, at holde sig det onde for øje ikke skidt.

Dét at bruge fasten på, at være taknemlig for det man har og holde sig fra det der dybest set ikke gør en godt – det er ikke bare en god kristen tradition, men kan også fint spille ind i sekulariseringens lifecoach-selvudvikling-bølge.

Så hermed et slag for traditionen, historien og for fordybelsen. God faste.