Fortsæt til indhold

Udmagrede og forpinte dyr må aldrig blive reglen i den kommende naturnationalpark

Debat
Kasper Kolstrup Møller (C) og Laila Sortland (Nye Borgerlige). Medlemmer af Syddjurs Byråd og på vegne af deres respektive byrådsgrupper:

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

»Sommeren går på hæld, træer, buske og græs lyser fortsat frodigt grønt, men vinterhalvåret der gik og dyr der mistrives i indhegningen ligger fortsat frisk i vores erindring.

Vi er et land og et folk, hvor dyrevelfærd ligger os stærkt på sinde, hvorfor det er stærkt bekymrende, når vi ser dyr mistrives med stress og mangel på føde i misforstået overbevisning om, at vi kan gøre tamdyr vilde efter at have været tamdyr gennem århundreder.

Eksemplerne på mistrivsel blandt dyrene er mange, FOR MANGE, og vi i Konservative og Nye Borgerlige i Syddjurs, tager skarpt afstand fra den måde at behandle dyrene på.

Derfor kan det jo undre, at der er så tvetydige holdninger og overbevisning om, hvad der er god næring for dyr der holdes indhegnet, og hvad man faktisk lovformeligt skal overholde, hvis man som eksempelvis en landmand eller en zoologisk have har dyrehold.

Vi vil på ingen måde gøre os til eksperter eller biologer, og ikke engang på et amatørniveau, men når vi gennem en hel vinter her i Syddjurs har været vidne til synligt udmagrede og forpinte dyr, som i nogle tilfælde har været medvirkende til et tydeligt højt stressniveau, føler vi os som repræsentanter for henholdvis Det Konservative Folkeparti og Nye Borgerliges grupper forpligtet til at agere, og ikke lade hændelserne gå i glemslen, selv hvor solen fortsat står højt på en blå himmel.

Eksemplerne, som vi så da en tyrebestand ikke var blevet reguleret i tide, ender op i, at køer med kalve bliver jaget af flokken og lander i et mudderhul, hvor kalven så hjælpeløst til og ikke kunne komme til sin mor.

Eller hvor en ko umiddelbart i dagene op til ovennævnte hændelse, blev drevet rund af de helt naturligt brunstige tyre, der blot følger deres instinkter, endte med at miste fodfæste og trimlede ned ad en bakke.

Efteråret er på vej og vegetationen ændrer sig, hvorfor der hurtigt bliver mangel på den nærende vegetation, og at dyr der både i Syddjurs og i alle naturnationalparker der findes i Danmark, ikke får tilskudsfoder tids nok, vil igen blive udsultede og have mangel på hult.

At overvåge dyrene gennem en kikkert to gange om dagen eller med en drone, vil langt fra altid være nok, hvis der er skade på dyret, som ikke er umiddelbart synligt.

Et eksempel med en ko, der gik rundt, tæt på et døgn og var halt, hvor dyret fortsat gik rundt hen på aftenen samme dag uden, at nogen havde taget hånd om det, er jo forkasteligt.

Koen var væk den efterfølgende dag, men er det godt nok, at dyret skulle gå så lang tid, før der blev taget hånd om det?

Eksemplerne på mistrivsel blandt dyrene er mange, FOR MANGE, og vi i Konservative og Nye Borgerlige i Syddjurs, tager skarpt afstand fra den måde at behandle dyrene på.

Derfor vil vi på det kraftigste appellere til, at de ansvarshavende ændrer på den slingrekurs, vi har været vidne til.

Vi vil ligeledes have en klar forventning om, at den kommende naturnationalpark i Syddjurs Kommune, samt i landets øvrige naturnationalparker, tager de grelle eksempler på mistrivsel og misrøgt af dyr med i deres betragtninger, når flere dyrearter udsættes til det såkaldte ’rewilding’.«