Kommentar: De 100 dage

Når du tiltræder et nyt politisk lederjob, har du bestået første eksamen, men bare for at starte på en ny – nu skal du til at levere efter de skønne hvedebrødsdage, hvor jubelbrølene er strømmet mod dig.

Din næste store eksamen kommer altid om cirka 100 dage.

Sådan er det.

Det er efterhånden blevet en de facto målestok for politikere og erhvervsledere.

Det er nu, dine evner bliver testet, men hvilke udfordringer står du egentlig over for:

Du kender ikke dit politiske fagområde endnu.

Du skal alligevel levere resultater.

Måske lede gennem ledere, du endnu ikke kender.

Du er sikkert startet på det operationelle niveau og er blevet euforisk over alle de mails, telefoniske henvendelser og tilråb på gaden, som du har fået de første 100 dage.

Alt sammen bidrager det til selvtillid og en god start, men herefter skal du hæve overliggeren og bevæge dig op på de øvre niveauer, taktisk og strategisk.

Det hedder lederskab.

Det er fint at ville diskutere fremtidens struktur på et eller andet tænkt politisk område, men i første omgang bør diskussionen hæves op på det strategiske plan: Hvad vil du med Syddjurs Kommune?

Hvordan kommer vi dertil?

Herefter kan man diskutere struktur helt operationelt.

Billedligt talt er det i første omgang ikke så vigtigt, om der skal serveres boller og varm kakao til indvielsen.

Først handler det om strategien. <AS>Kommuneplanen er nok Biblen, men den opdateres hver andet år, og sådan er det i et dynamisk samfund.

Ny borgmester og nye udvalgsformand giver altid anledning til forventninger.

Efter de første 100 dage forventer vi som borgere, at de nye udfordrer det bestående og gamle vaner.<AS>Vel vidende, at kultur er vaner, og at det er krævende at gå i clinch med at pille ved kulturen.

Lakmusprøven bliver selvfølgelig de kommende budgetforhandlinger, hvor der bliver plads til politiske markeringer i større stil.

Det gælder ikke mindst på skoleområdet og diskussionen om inklusion, hvor debatten forud for KV21 afslørede på tværs af samtlige partier, at der blandt de nye folkevalgte ikke er tilfredshed med den nuværende inklusionsmodel.

»Specialskoletilbuddet i Pindstrup er overbooket, PPR har tilsyneladende for få ressourcer og skolerne kæmper hver især, så godt de kan, med de forhåndenværende menneskelige og økonomiske ressourcer. Det er en ulykkelig situation, der kalder på nye tiltag,« skrev således Konservatives Kirstine Kahr Kvorning i et debatindlæg i Lokalavisen.

Hun stod på ingen måde alene med sit synspunkt (Jesper Yde Knudsen (Ø), Michael Aakjær (S), Heine Skovbak Iversen (B), Sidse Graarup Vangsted (S), Kasper Nissen (SF), Laila Sortland (NB) m.fl.)

Det gamle Udvalg for Familie og Institutioner nåede inden årsskiftet at sætte et større arbejde i gang med afsæt i de problemer, som Kirstine Kahr Kvorning remser op.

Så igen:

Det er fint at ville diskutere fremtidens struktur, når det gælder de børn, som har det svært på skolerne, men i første omgang bør diskussionen hæves op på det strategiske plan:

Hvad vil vi opnå med inklusion ude på skolerne?

Hvordan kommer vi dertil?

Hvem tager tråden op inden budgetforhandlingerne?