Husk hvor pengene til din velfærd kommer fra
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.
Det er ærgerlig læsning, at DI i deres netop offentliggjorte liste over Danmarks mest erhvervsvenlige kommune placerer Skanderborg Kommune på en lunken 25. plads. En tilbagegang fra sidste års 19. plads.
Med vores placering midt i Østjylland samt vores gode infrastruktur med E45 og tog gennem kommunen er det simpelthen ikke godt nok. Her er vi overhalet af både Odder (9.) og Silkeborg (5.)
Små og mellemstore virksomheder udgør 99% af alle virksomheder i Danmark. Mange tror måske, at det kun er de store virksomheder, der sikrer jobvækst og skattegrundlag i Danmark, og mere lokalt i Skanderborg. Men værdien skabes i høj grad også af de cirka 300.000 små og mellemstore virksomheder der findes på landsplan.
Hos Det Konservative Folkeparti ved vi, at et aktivt og stærkt erhvervsliv er grundlaget for, at Skanderborg Kommune kan tilbyde den service og velfærd, som vi ønsker. Og det er fra de små og mellemstore virksomheder væksten kommer, og hvor jobbene skabes. Det er her pengene til velfærden kommer fra. Derfor skal vi op på listen over erhvervsvenlige kommuner. Vi skal have flere til at starte eller flytte deres virksomhed til vores skønne kommune.
Ofte er det også virksomhederne og erhvervslivet der virkelig rykker på den grønne omstilling med nye ideer, teknologier, cirkulær økonomi mm. Meget mere effektivt end f.eks. kommunale klimafester på rådhuset.
Når man læser rapporten igennem, skærer det i øjnene, at kategorien ”Brug af private leverandører” nærmer sig en bundplacering, da der meget lav tilfredshed med kommunens udbudsproces og betalingsfrister. Den samlede konkurrenceudsættelse er også lav.
Det er dog positivt at læse at Skanderborg kommune scorer højt i kommunens indsats for at sikre grøn udvikling. Her vil vi også gerne helt til tops.
Skanderborg Kommune må tænke virksomhederne ind som en positiv samarbejdspartner i forhold til at løse kommunale opgaver.
Skanderborg Kommune må tænke virksomhederne ind som en positiv samarbejdspartner i forhold til at løse kommunale opgaver. Det skal være lettere at deltage i offentlige udbud -også̊ for de små og mellemstore virksomheder, som ikke har leveret til det offentlige før. Det gør vi især ved at undgå for snævre og skræddersyede tilbud til de større virksomheder eller de faste samarbejdspartnere.
Erhvervslivet - vores arbejdspladser og økonomiske grundlag for service og velfærd i kommunen - vil det samme som Det Konservative Folkeparti, de vil helt til tops i undersøgelserne af erhvervsklima: Vi skal være blandt Danmarks bedste erhvervskommuner. Både for store, små og mellemstore virksomheder.