Juleevangeliet på vers

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Det begyndte for tem’lig længe siden,

da Vorherre tænkte: Nu må det vist være tiden.

Der må ske noget – vi må tænde lys i verden,

- og trøste og bære med på smerten,

så mennesker i stedet for at klage sig,

kan fryde sig – og glæde sig.

Jeg vil lade min søn føde på jord,

dernede, hvor menneskebørnene bor.

Nu skal det være, vi har ventet længe nok,

(sagde han), og bad så sin store engleflok

øve sig lidt på skønsangen og gøre klar til festen,

så ville han – som kun Vorherre kan sige det – selv klare resten!

Men selv for Gud var det slet ikke så ligetil,

for hvordan i al verden sku’ det ku’ gå til?

Hvordan forene guddomsglans med menneskekød?

Jo, den var svær at knække den julenød,

selv for Vorherre ….

Men hvad der næsten var værre:

Hvem sku’ være barnets mor?

- og føde Guds egen søn på jord?….

Det var alt sammen svært at rede ud

- langt sværere, end man sku’ tro – også for Gud.

Hmmm, tænkte han, hvis vi nu…..

prinsessen på slottet, hende må vi da ku’ bru’,

men tog sig selv i det, for det var ikke sådan, det sku’ være,

når nu også de små og fattige er ens kære,

så må man dele deres kår,

så de altid kan vide, hvor Gud står

- i lyst og nød

- i liv og død.

Så Vorherre måtte tænke sig om én gang til,

der stod jo uendeligt meget på spil.

Og nu skal I bare høre,

hvordan det viste sig alligevel at ku’ la’ sig gøre:

Maria gik og vented’ sig det barn, hun sku’ ha’,

(i øvrigt nøjagtig som det sker den dag i dag!)

Det var i en lille flække, højt mod nord i Israel,

i en landsby, der hedder Nazareth – men det ved I vel?

Augustus var kejser, og ja det lyder helt galt,

men han ville – tro det eller la’ vær’ - have hele verden talt!

Maria og Josef, (altså Marias ven), sku’ helt til Betlehem!

og for en højgravid, er den tur virkelig slem!

Da de langt om længe nåede frem til byen, vil I tro,

tænk, det var helt umuligt at få et sted at bo!

De gik rundt fra herberg til kro – ingen ku’ huse dem.

Der var fuldt belagt overalt - i hele Betlehem!

(Og ikke for at være kritisk,

bare sådan helt parentetisk:

Dem i Betlehem ku’ nu godt ha’ hummet sig lidt,

for det sker ærlig talt ikke ret tit,

at man bliver bedt pænt og bare siger: Skrid!

- og så endda til en jomfru, som ovenikøbet er gravid!)

Men heldigvis var Josef mand for sin hat

i denne stormfulde, mørke og væmmelige nat.

Han tog Maria kærligt under armen

og sammen gik de to nu ind til dyrene i varmen.

Dér i stalden i Betlehem fødte Maria sin søn.

Og hold op, hvor var han sød - og køn!

Han ligned’ fuldstændig…, der er ingen tvivl: Josef var far’n!

Men det forunderlige er: Det var også Guds barn!

Dét sagde en engel, til nogle hyrder, der var rædde:

Frygt ikke! Se, jeg forkynder jer en stor glæde.

Det barn, som er svøbt og i en krybbe lagt,

Han er Kristus, Herren! – Ja, sådan blev der sagt!

Og hyrderne blev som fuldstændig forvandlet,

fordi Vorherre på den måde havde handlet.

De faldt på deres knæ og loved’ og priste Gud

- for barnet og dette velsignede julebud.

Og siden da har glædens toner lydt for enhver

sommer, vinter, vår og høst. Men til jul især!