Når skemaer skygger for liv

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Det er allevegne: Skemaer, diagrammer og modeller. En selvfølgelighed hvis man arbejder i en virksomhed, organisation eller bruger tid på professionelt bestyrelsesarbejde. Det kan gøre det hele mere overskueligt, så det bliver nemmere at orientere sig omkring status, udvikling og sammenhænge. Det gør virksomheden mindre sårbar, og det er en måde at udbrede viden på, så det hele ikke kun er oppe i én persons hoved.

Men har det ikke taget overhånd?

I min gymnasietid, var der kun en af mine klassekammerater, der arbejdede på computer, fordi de hjemme hos ham havde råd til sådan en stor maskine. Han afleverede derfor sine opgaver i en printet fin version. (Internettet kendte vi endnu ikke) Da det blev mere almindeligt, lagde jeg mærke til, hvad der skete med min måde at arbejde på: Jeg behøvede ikke længere at anstrenge mig for at have tænkt indholdet og sammenhængen i en opgave så godt igennem. Alt kunne nemt tage sig godt ud. Og det kunne nemt flyttes rundt og redigeres i.

Teknikkens opsætning og muligheder gjorde det pludseligt forførende. Ind imellem ramte tvivlen mig, om det nu også var så godt, som det så ud. For det er svært at se om bag den redigerede skrift. Det var som om, sjælen fløj ud af den.

På samme måde kan planer og skemaer forføre os. Vi gør noget! Er det samtidigt blevet mindre vigtigt, om vi så gør det rigtige? Det redigerede og ensartede grafiske udtryk, kan vi gemme os bag, imens håndskriften fortæller noget om os; vores stemninger og personlighed.

Klarhed og sandhed

Vi skal naturligvis ikke ønske os tilbage til stentavlerne. Skemaer og opgaver på pc bringer klarhed og er tilmed effektive. Jeg mener dog, at det er vigtigt også at vie opmærksomhed på alt det, der ikke kan puttes ind i kasser og stilles op i oversigter med pile imellem. Niels Bohr blev engang spurgt, hvad der er det modsatte af sandhed, og han svarede, at det er klarhed. Så hvis vi giver os lov til at dvæle lidt ved det kaotiske og at se det, der ikke står så umiddelbart tydeligt for os, får vi mere dybde og vidde med.

Da Paulus rejste rundt og udbredte evangeliet, blev han frustreret over, at jøderne krævede tegn og grækerne visdom, og med det mente han, at hans tilhørere var for optagede af at reducere det vigtige budskab til noget, de selv kunne håndtere. Jøderne ville have, at det skulle passe ind i deres forventninger på en overbevisende måde. Grækerne gik op i, om man var en god retoriker, og ellers mistede de tålmodigheden. Jesus selv blev presset af tilhørere, der ville have ham til at sige, hvor mange gange, man skal tilgive en bror, men i stedet for fortalte han en lignelse om Den fortabte søn. Tænk sig, hvis han bare havde lavet et skema, som man så kunne følge og derpå måle på, om man var lykkedes med ”projekt tilgivelse”!

Bryder igennem alt

I disse dage kan man ved påskens gudstjenester opleve et sandt drama, der nærmest følger et skema, hvorigennem alle livets største følelser kan udleves: Palmesøndag mærker vi forventningens glæde og de tiljublende råb, Skærtorsdag det højtidelige og festlige måltid, der med ét får en drejning, da det viser sig at handle om det sidste måltid med forudsigelse ikke alene af død men også af svigt og forræderi, Langfredag er den dybeste mørke dag, hvor døden slukker alt håb, men så sker det forunderlige Påskedag, at Jesus opstår fra de døde. Kærligheden er stærkere end døden. Endelig kan man 2. påskedag høre reaktionerne på det, der skete og tænke over hvilken forskel, det gør for os.

Man kan sige, at påsken følger en drejebog, så vi har en mulighed for at følge med. Men pludselig, med opstandelsen sker et brud med al logik. En begivenhed så stor, at den ikke kan passe ind i noget, som vi kan dominere over. Men det er netop liv!