»Vi må ikke glemme det tavse flertal«

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Morten Nystrup skriver i sin leder vedrørende byrådsdebatten om havneudvidelsen, at det mindede om kickboxing, og at grøften mellem os partier muligvis allerede er gravet.

Morten Nystrup bekymrer sig for bystyrets evne til at samarbejde og taler om ”det tavse flertal”, der ikke tæller os byrødder, journalister eller de cirka 70 personer, der var mødt op til demonstration mod udvidelsen af havnen, men som er alle andre aarhusianere, der bare gerne vil have et byråd, der arbejder og ikke spilder tid på polarisering i enkelte sager. Nystrup har ret!

Det var en voldsom debat onsdag aften, men må jeg minde om, at man giver hånd og bukker efter en boksekamp. Det bør vi også i byrådet. Det gør vi, for det meste også.

Der er ikke nogen tvivl om, at debatten er blevet vild - også for vild. Der er blevet slået løs, og jeg har været med til at slå igen. Jeg tror, vi må erkende, at den ”eksemplariske dialog” nok ikke kommer til at indfinde sig i den her sag. Det er en skam. Der har vi politikere på begge sider af haveudvidelsen et ansvar for at gøre det bedre.

Jeg må sige, at det gibber i mig, når folk, der ellers agerer som engagerede demokrater, ”begraver demokratiet”, når et demokratisk valgt byråd træffer en beslutning, de ikke bryder sig om. Modstand, demonstration, vrede, uenigheden, er helt fair. Proportionerne om demokratiets endeligt er helt ved siden af. Vi lever i det 6. mest demokratiske land i verden. Come on!

Der var en fra modstanderholdet, der inddrog mine børn i en mail, jeg modtog om emnet. Ikke voldeligt, men stadig grænseoverskridende. Gad vide, hvordan det var gået vedkommende, hvis personen havde nævnt en politikers børn i et ikke-demokratisk land?

Det er over min grænse, men også det skal man have lov til at være uenig om. Sådan er demokratiet.

Jeg vil gerne lave en ny begravelse, når vi har afgjort sagen om havneudvidelsen. Der skal vi begrave en stridsøkse. Alle er velkomne, men de, der er nødt til at møde op, er medlemmerne af Aarhus byråd. Ikke for at vi skal blive enige eller kramme livet af hinanden, men fordi vi skal videre med mange, mange andre ting.

Det her er kørt af sporet. Jakob Søgård Clausen (DD) spurgte mig direkte i byrådsdebatten, om jeg synes, processen har været ordentlig. Kære Jakob, jeg havde ønsket mig en anden proces. Men, synes jeg resultatet er det rigtige? Ja! Og jeg er ganske overbevist, ligesom du er, om det modsatte. Jeg har respekt for dig og din holdning, selvom jeg ikke deler den.

For min holdning lægges jeg og andre for had. Det er en del af jobbeskrivelsen. Det er okay, det går nok. Det er også en demokratisk ret at hade andre, hvis man altså har lyst til det.

Men skal beslutningen om havnen ødelægge et ellers velfungerende samarbejde i Aarhus Byråd? Nej.

Må jeg minde om, at et enigt byråd er i gang med at udarbejde en ny Aarhus-model for borgerinddragelse. Skal vi ikke kunne mødes der? Om de vilde problemer eller om at komme sikkert igennem økonomisk trængte tider? Har aarhusianerne ikke mere brug for et byråd, der arbejder sammen end imod hinanden? Eller har nogle mon sat alt på ét bræt?

Vi er forskellige. Vi skal være uenige, men vi skal kunne samarbejde. Det skylder vi aarhusianerne.

Der er dem, der er imod en havneudvidelse, der er dem, der er for, og så er der mange, der ikke har den fjerneste holdning til det- men som bare gerne vil ha, at byrådet leverer på de mange udfordringer vores kommune står overfor i en ganske usikker tid. Det er “det tavse flertal”, som Nystrup skriver om, dem må vi ikke glemme.

Derfor skal der efter min mening også bestilles en kiste til stridsøksen.