Himmelfartshåb

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

I næste uge er det Kristi Himmelfart. I nogle kirker er det en gammel tradition, at man til gudstjenesten på Kristi Himmelfartsdag slukker påskelyset, det lys, der bliver tændt påskedag og som symboliserer Kristi tilstedeværelse. Med andre ord: Kristi Himmelfart er en form for afskedsfest, der står i begyndelsen af den periode, hvor påsken er over og disciplene er usikker på, hvad der skal ske – ind til Pinsens forløsende glæde, hvor de disciple, der har gemt sig i frygt, kommer ud og tændt af helligåndens ild, forkynder Guds tilstedeværelse i ånden.

At tage afsked er aldrig nemt. Selv i de mest banale situationer, på vej ud ad døren, når man skal på arbejde, når man sender børnene i skole, eller afleverer dem i børnehaven, kan tanken være: Vi ved ikke, hvad der sker. I sidste ende kan enhver afsked betyde, at alt er forandret, når man ses igen. Og enhver afsked, uanset hvor banal og hverdagsagtig den må være, kan potentielt være en sidste afsked.

Sådan kan man selvfølgelig ikke tænke, når man siger farvel i alle mulige hverdagssituationer. Men for nogle mennesker er det en virkelighed, de skal forholde sig til. F.eks. er der lige nu mange kvinder og børn blandt os, der skulle tage afsked fra deres hjem i Ukraine og efterlade deres mænd, fædre, kærester i krigen. Der er unge mænd, der blev sendt af deres familie på den farlige vej fra eksempelvis Syrien over middelhavet igennem Europa, i håb om, at de måske kan hente resten af familien på et senere tidspunkt. Hvordan siger man farvel i en situation, hvor faren for ikke at skulle ses igen er reel og meget konkret?

Det mest enkle svar er måske: Håb!

Forhåbentlig når min søn frem til Europa i sikkerhed. Forhåbentlig ser jeg min mand igen efter krigen… Intet er sikkert. Det ligger ikke i min magt, men er lagt over til andres magt, skæbnen, tilfældigheder.

Men helt sådan er det ikke med Kristi Himmelfart. Der er tale om en afsked. Der er et håb om, at disciplene vil se Jesus igen. Men dette håb er mere end bare ”måske/måske ikke”. Deres håb bygger på deres erfaringer med Jesus, alt det, de har oplevet med ham. Det er ikke deres første afsked. Han er kommet tilbage efter sin død, har vist sin trofasthed.

Vi glemmer gerne, at den kristne tro har sine rødder i en historie, at historien er en væsentlig del af vores tro, at den bygger på noget, der er sket, på erfaringer, mennesker har overleveret fra generation til generation. Det ville i mine øjne være forkert at anse evangelierne for at være historiske beretninger om begivenheder, der er sket lige præcis sådan – men de er vidnesbyrd om, hvad mennesker har oplevet i mødet med Jesus Kristus.

Derfor er tro både tillid til det, der håbes på, men den er også en kraft, der viderefører menneskers erfaringer med den Gud, der i Jesus Kristus blev menneske; erfaringer - som lever videre igennem de erfaringer mennesker gør med os.

I en verden, hvor kvinder og børn skal tage afsked med deres fædre, mænd, kærester, fordi mændene skal kæmpe i en forfærdelig krig; i en tid, hvor mennesker, begiver sig på farlige rejser bare for at leve i større tryghed; i en virkelighed, i hvilken enhver afsked kan være endegyldig, er det værd at huske, at håb også kan opstå, fordi vi i vores handlinger overleverer menneskers erfaringer med den Gud, der har vist os sin trofasthed, sin vilje til det gode, sin kærlighed til os; at mødet med det gode i mennesket, kan opleves som erfaring af Guds godhed.