Nej, nej og 12 gange nej!

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Jeg hørte en historie om en familie, der havde mistet et kært familiemedlem. Vedkommende var ikke medlem af folkekirken, men familie ønskede alligevel en kirkelig bisættelse som ramme om deres afsked. Men den lokale sognepræst sagde nej.

I Danmark er det den lokale sognepræst, som også er begravelsesmyndighed. Begravelsesmyndighedens opgave er bla. at sikre, at afdødes ønsker bliver fulgt. I Danmark hylder vi religionsfriheden – som jo betyder, at man frit kan vælge, hvad man vil tro på. Og religionsfriheden betyder også, at man ikke skal påtvinges religion imod ens eget ønske. Denne frihed rækker helt ind i døden. En udmeldelse af folkekirken opfattes juridisk set som en tilkendegivelse af, at man ikke ønsker kirkens indblanding.

I den aktuelle historie ønskede familien altså en kirkelig begravelse, men oplevede, at de måtte gå tiggergang fra den ene præst til den næste. 12 gange fik de nej, inden den 13. præst endelig forbarmede sig.

Historien blev fortalt med forargelse i stemmen. Tænk så kold og følelsesforladt en folkekirke, som ikke under en afdød en kirkelig begravelse, bare fordi vedkommende ikke har betalt sin kirkeskat! Er det næstekærlighed? Og tænk på den stakkels familie, som ikke mødte omsorg og forståelse, men kun nærighed og paragrafrytteri!

Så hvad tæller højst: Afdødes ønske – eller omsorgen for de efterladte?

Jeg synes, det er et svært dilemma. I oldkirken blev kristne berømte for, at de gik ud på gader og stræder og begravede døde hjemløse og tiggere, som ingen andre ville røre ved. Men de kristne gjorde det, fordi de troede, at ethvert menneske, uanset tro, er skabt i Guds billede, elsket og umistelig for ham.

Den tro deler folkekirken stadig. Og jeg synes ikke, at folkekirken skal være smålig. Og jeg synes, at folkekirken skal være varm og omsorgsfuld overfor levende såvel som døde.

Og samtidig er der et reelt dilemma. I et samfund, som i stigende grad er mangfoldigt hvad tro og livssyn angår, kan man godt forestille sig, at der i en familie kunne opstå kamp om, hvis tro, der skal følges i forbindelse med et dødsfald. Og her er loven klar: Det er afdødes ønske, som tæller.

Og jeg tænker, at hvis vi kender hinandens ønsker, kan det måske fjerne potentielle konflikter fra en familie i sorg.

Min opfordring er, at vi snakker med vores nærmeste om, hvad vi tænker om vores egen afsked. Og at vi gør det mens tid er. Ikke når vi bliver ramt af sygdom. Ikke når det er november og gråt og begravelsesstemning. Men på den smukkeste forårsdag, hvor alting synger og blomstrer af livslyst.

Og bare lige til sidst: Hvis du eller din familie vil have muligheden for en begravelse fra folkekirken, så er det bedste råd altså at være medlem! Ellers risikerer du 12 gange nej. Og det kan altså føles ret hårdt, også selv om det måske var venligt ment.