Fortsæt til indhold

Er du dum eller ordblind?

Debat
Eva Borchorst Mejnertz (S)Byrådsmedlem, forkvinde for Social og Beskæftigelsesudvalget og medlem af Børn og Unge-udvalget i Aarhus Kommune

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Som barn gik jeg i klasse med et par ordblinde elever. De blev indimellem hentet, fordi de skulle til særlig læsetræning. Jeg husker ret tydeligt, at det også var de elever i min klasse, der havde det rigtig svært, når vi skulle læse højt. De var usikre og langsomme, og vi andre elever havde ikke rigtig nogen forståelse af, hvad der var på spil. Det er skamfuldt at indrømme i dag, hvor jeg har en helt anden indsigt, men jeg troede dengang, at mine ordblinde klassekammerater var dumme. Uintelligente.

Når jeg ser tilbage, tænker jeg, at vi er et helt andet sted i dag og at børn og lærere har forståelse for og støtter de børn, der er ordblinde. Gudskelov.

Vi ved, at ca. syv til otte pct. er ordblinde. Det svarer til ca. 400.000. Vi ved også, at nogle af vores helt store fyrtårne er/var ordblinde. Heriblandt tæller både H.C. Andersen og Ghita Nørby.

I Aarhus Kommune havde vi i Børn og Unge-udvalget stor opmærksomhed på ordblindhed i sidste byrådsperiode. Der blev tilført midler og indført test af alle, samtidig med at hjælpen blev opjusteret. Og så kunne man måske fristes til at tro, at den var klaret. Det er jeg imidlertid ikke tilbøjelig til at tro.

Eva Borchorst Mejnertz er medlem af Aarhus Byråd for Socialdemokratiet.

Når vi kvalitativt ser nærmere på nogle af de elever, der oplever mistrivsel i folkeskolen, så er der stadig mange ordblinde børn iblandt. Mange fortæller, at de har mistet motivationen i en folkeskole, hvor undervisningen tilrettelægges efter de børn, der er flest – nemlig de børn, der IKKE har læsevanskeligheder. Desværre oplever mange i dag også et stigma, der kan tyde på, at min barndomsfortælling om synet på ordblinde desværre ikke er en saga blot.

D. 15. april skrev Knud Aarup, formand for Udsatterådet, da også, at kun 12-16 pct. af 9. klasseseleverne i Aarhus har gennemført en ordblindetest ifølge EVA. Det skal vi naturligvis have efterprøvet, så vi kan sikre, at der ikke er nogen, der har behov for støtte, som falder igennem. For jeg er helt enig med Knud Aarup i, at konsekvensen af ikke at blive udredt som ordblind i folkeskolen ofte vil være et dårligt folkeskoleforløb og forringede muligheder for at tage en ungdoms- eller erhvervsuddannelse.

Det er skamfuldt at indrømme i dag, hvor jeg har en helt anden indsigt, men jeg troede dengang, at mine ordblinde klassekammerater var dumme. Uintelligente.

I Danmark har vi ca. 20 efterskoler, der har fokus på ordblinde elever og som gør et fremragende stykke arbejde med at styrke disse elevers trivsel og muligheder. Desværre er det slet ikke alle de, der har ønsket og behovet for en plads på en ordblindeefterskole, der kan finde pengene til et efterskoleophold. Det er en stor hovedpine for de forældre, der oplever, at deres barn er i markant mistrivsel, fordi vores folkeskoler primært har fokus på børn, der IKKE har læsevanskeligheder.

En anden udfordring er, at mange børn med dansk som andetsprog formentligt stadig falder igennem i ordblindetesten. Og faktum er, at børn med dansk som andetsprog i dag udgør ca. 20 pct. af vores elever i folkeskolen i Aarhus. Ordblinde børn med dansk som andetsprog risikerer derfor at blive overset og må derfor kæmpe dobbelt.

Man siger populært sagt, at charme, selvtillid og lækkert hår kan være ganske afgørende for et ungt menneske. Ordblindhed og skoledage der ikke er tilrettelagt, efter børn med læsevanskeligheder kan være vigtige årsager til, at selvtilliden lider et alvorligt knæk i folkeskolen. Det er svært præcist at afgøre, hvor mange børn og forældre der falder i denne kategori og som inderligt ønsker, at vi gør andet og mere, end vi gør i dag. Men i Socialdemokratiet tager vi problemet dybt alvorligt og ønsker at gøre alt, hvad vi kan, for at sikre, at Aarhus kommune er den bedste kommune i landet, når det kommer til at være ordblind.

Vi håber derfor, at aarhusianske ordblinde børn og deres forælde vil tage dette som en invitation. Vi rækker ud til jer og beder om jeres hjælp og idéer til at styrke vores arbejde for ordblinde børn og unge i Aarhus.