Syddjurs Kommune svigter kommunens svageste borgere

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

»Syddjurs Kommune har traditionen tro og midtvejs i budgetåret udarbejdet et sparekatalog på det sociale område. Det er gyselig læsning, for det rammer atter de udviklingshæmmede og psykisk syge borgere på kommunens institutioner og bosteder. Det drejer sig om nedlæggelse af bosteder og væresteder, nedlæggelse af køkkenet på Maria Magdalene (MM), ophør af diverse behandlingstilbud samt nedlæggelse af omfattende aktivitetstilbud, der virkelig gør ondt og stiller de pågældende borgere i en vanskelig situation.

Min hustru og jeg er forældre til en voksen udviklingshæmmet søn på 52 år, som har boet på MM siden 2014. I årene, der er gået siden, har der været løbende besparelser og reduktioner i medarbejdertimerne, således at der i dag ikke er aktiviteter i fritiden. Den årlige bingo-aften forsvandt, bemandingen er løbende reduceret, og der er eksempelvis kun en pædagog til rådighed for 8 beboere i tidsrummet 9-22 i weekenden, sommerferie eksisterer ikke længere, den ugentlige rengøring blev til hver anden uge, den ugentlige tur i svømmehallen forsvandt osv. osv. Det har de seneste 9 år været én lang nedadgående glidebane til noget ringere hele tiden. På grund af manglende medarbejdertimer, så får vores søn ofte fritiden til at gå med at rive gamle aviser i småstykker – det er, hvad det kan blive til, når bemandingen skæres og skæres hele tiden. Vores søn betaler knap 11.000 kr. om måneden for at bo i en 30 kvm. etværelses lejlighed, hvilket inkluderer husleje, service og kost, så det er ikke fordi, han ikke betaler for opholdet. Læg mærke til, at hvad der i et budgetår forsvinder, det vender aldrig tilbage – det er forsvundet for evigt.

Man vil nedlægge køkkenet på MM på trods af, at køkkenets tilstedeværelse genererer mange aktiviteter for beboerne i form af klargøring og madlavning. De skal nu anvises anden aktivitet, som i forvejen er stærkt beskåret eller ikke eksisterende. Samtidig skal maden, frokostmåltidet, købes andet steds til forhøjet pris for borgerne og med en forpligtelse til mindst at aftage 20 frokostmåltider månedligt. Kommunen sparer, men pålægger samtidig borgerne merudgifter.

Man vil nedlægge dyreholdet og brændeværkstedet på satellitten Skovly, hvilket er selveste kernen og identiteten ved netop denne del af institutionen. Det vil på kort sigt føre til lukning, men det er måske den skjulte dagsorden. Vores søn er beskæftiget på brændeværkstedet på MM, så vi kan dermed forvente, at det ryger ved næste sparerunde. Man vil så etablere nye aktiviteter og genskabe den ”arbejdsidentitet”, som borgerne har omkring arbejdet med dyrehold og brændeværksted. Det lyder så flot, men det er formuleret af folk helt uden forstand og indsigt i, hvilke mennesker der er tale om. Som udviklingshæmmet lever man mentalt i en meget lille bitte verden. Det er de helt små ting, som for os ”normale” er ligegyldige ting, der betyder rigtig meget, så en omstilling, lille som stor, skaber uro, stress, angst og utrolige frustrationer, ikke kun hos borgeren selv, men så sandelig også hos forældre og pårørende. Politikerne er helt uden fornemmelse for, hvilken skade, en sådan omvæltning vil medføre. Der er altså tale om dybt handicappede mennesker.

Man vil heller ikke tilbyde hjælp af behandlingsmæssig art. Hvor var det dog heldigt, at ”nogen” havde læst i Serviceloven, at kommunen ”kan” og ikke nødvendigvis ”skal”. Den blev hurtigt og nærmest pr. automatik grebet, for nu kan borgeren selv betale – borgeren med et stort behov, men med den helt lille økonomi. Hvor er det dog usselt, og hvor er der dog tale om serviceforringelser. Forældre til handicappede børn må græmmes, når man erfarer, at mange kommuner betaler løn til forældre til raske og velfungerende børn, fordi den pågældende kommune ikke kan stille en daginstitutionsplads til rådighed samtidig med, at eksempelvis et psykisk sygt barn ikke kan blive udredt. Man indfører det omvendte velfærdssamfund til gavn for de raske, men svigter de syge og svage.

Lilleeje og Vestergård sammenlægges – reduceres med 1 plads, og der spares 0,8 medarbejder. Jamen, det er helt i tråd med udviklingen – nedad og nedad.

Det socialpsykiatriske botilbud Mølletorvet med otte boliger vil ikke længere have status af ”botilbud”, men borgerne vil blive boende i deres nuværende boliger med individuel bostøtte – med andre ord, så vil disse stakkels psykisk syge mennesker i høj grad blive overladt til sig selv. Det er fuldstændig forfejlet i en tid, hvor psykiatrien i Danmark er så misligholdt og nedsparet, som tilfældet er – tænk på de senere års drab og skyderier, fordi man ikke har kunnet fastholde psykisk syge mennesker i et fastlagt og tilstrækkeligt behandlingsforløb.

Det ville være ønskeligt, om kommunen kunne præstere holdbare budgetter, men ambitionsniveauet blandt politikerne tillader ikke dette. Hvad om man droslede lidt ned med forskellige anlægsarbejder. Eksempelvis er der projekteret en skoleudvidelse i Hornslet på trods af, at der er ledig kapacitet på naboskolerne i Skørring og Mørke, men nej, der er jo tale om velfungerende børn og unge, og deres forældre vil i hvert fald ikke finde sig i, at børnene skal transporteres til nabobyerne for at gå i skole. Hensynet til raske og velfungerende mennesker sættes over hensynet til de svageste, der må affinde sig med gentagne og vedvarende nedskæringer – der er nemlig ikke politiske stemmer i handicappede mennesker.

Min hustru og jeg har været med fra ”starten” af – det vil sige fra 1979, hvor vores søn var 8 år gammel, og hvor Åndsvageforsorgen (det hed det dengang, og borgerne blev betegnet som ”åndssvage”) blev lagt fra staten og ud til amterne. Det var et tigerspring i den rigtige retning, for man gik bort fra stor-institutionerne med 100-mands sovesale, hvor den åndsvages ”bolig” strakte sig til en seng og måske et sengebord. Man blev behandlet værre end kvæg. Amterne oprettede bofællesskaber, som vi kender i dag, og etablerede alle former for arbejde og aktiviteter, således at de handicappede kunne få så normal en tilværelse som muligt. Da amterne blev nedlagt i 2007, overgik handicapområdet desværre til kommunerne, der var særdeles forhippet på at få opgaven, fordi der fulgte en kæmpe økonomi med, som man så sidenhen kunne ”pille” i – og jeg skal da love for, at der er blevet ”pillet” siden. Det har været én lang nedskæring, og fortsætter det, hvilket jeg tror, så ender det med den rene opbevaring af mennesker på lige fod med, hvad vi ser på mange plejehjem landet over. Hvad amterne på knap 30 år har opbygget, det er landets kommuner i hastig færd med at nedbryde, og Syddjurs Kommune holder ganske godt ”standarden”. Det her evindelige nedskæringscirkus giver mindelser om fortiden, hvor de svageste borgeres rettigheder bliver trådt unde fode.

Der er yderligere en såkaldt ”Dark Horse” i hele denne udvikling. Medarbejdernes arbejdsvilkår forringes tilsvarende som nedskæringerne gennemføres. De første (gode) medarbejdere har allerede forladt institutionen. Det vil fortsætte, og kommunens institutioner for handicappede af enhver art vil ikke kunne tiltrække kvalificerede medarbejdere fremover, og på et tidspunkt vil kommunen være nødsaget til at ansætte ufaglært og ukvalificeret arbejdskraft til stor skade for den pågældende institution. Det var, hvad der skete i Norddjurs Kommune, hvorfra vores søn kom til MM i 2014. Man ansatte folk direkte fra gaden, og den pågældende institution blev kørt fuldstændig i sænk.

Syddjurs Kommune har glemt sin fornemste opgave, nemlig som den borgernære myndighed at kanalisere velfærdssamfundets goder helt ud til de allersvageste borgere, men i stedet fremmer man samfundsudviklingen i retning af, at velfærdssamfundet først og fremmest servicerer de velfungerende, raske og arbejdsduelige mennesker. Jeg ville skamme mig, hvis jeg var politiker i Syddjurs Kommune.

Min hustru og jeg er det, man kan betegne som godt oppe i årene, og derfor har vi en voksende bekymring for, hvordan det skal gå vores søn, når vi en gang ikke er mere. Han vil blive overladt til tilfældige politikeres ve og vel og vil stå ”bagerst i køen”, når den såkaldte velfærd skal kanaliseres ud til samfundets svageste borgere. Derfor er det vores holdning og råd til eventuelt vordende forældre til et handicappet barn: Hvis der tidligt i graviditeten konstateres et muligt handicap, så vælg en abort, for velfærdssamfundet Danmark levner ikke plads til handicappede borgere – det vil i hvert fald blive en livslang kamp mod kommunen for forældrene og den handicappede selv.«