Fortsæt til indhold

Enhedslisten går ikke med armene over hovedet - men uden Liste Ø havde det set meget værre ud for skolerne

Debat
Jesper Yde Knudsen. Byrådsmedlem for Enhedslisten:

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

»Vi har lige indgået et budgetforlig der er blevet til i en situation, hvor Regeringen har valgt at underfinansiere velfærden for i stedet at bruge pengene på våben og planlagte skattelettelser. Alligevel er det lykkedes at lave et bredt forlig med deltagelse af alle partier i Syddjurs.

Det er interessant at se, hvordan de forskellige partier i byrådet vælger at fortælle om deres deltagelse i budgetforliget og om hvilke resultater de mener at have kæmpet hjem.

Henriette Quist Eriksen og Marianne Kirkegaard fra Venstre har valgt at fokusere på at de angiveligt har gjort fire mænd fra Hornslet lykkelige med en kunstgræsbane. Det er jo en god ting, men måske ikke så stor en bedrift i betragtning af, at alle byrådets partier selvfølgelig var klar til at finde en løsning på de problemer, der opstår i forbindelse med bygningen af den nye skole i Hornslet.

De Konservative har svært ved at få armene ned, da de angiveligt fik opfyldt alle deres ønsker til budgettet inklusive en styrkelse af skolerne med 1,24 mio. kr. i 2024 og 3 mio. kr. i 2025 og frem. Som en af dem der har deltaget i budgetforhandlingerne, har jeg svært ved at genkende billedet af, at de Konservative har fået inkluderet alle deres ønsker i budgettet, men det er helt klart godt at skolerne får tilført lidt flere penge på tildelingen.

Vi mener i øvrigt stadigvæk, at vi har en elendig tildelingsmodel til skolerne.

Tænk, hvis vi kunne sige, at vi har fået alle vores ønsker opfyldt, og Syddjurs Kommune nu er lige som vi kunne ønske os!

I Enhedslisten fik vi desværre ikke opfyldt alle vores ønsker i budgettet, og vi har ikke armene over hovedet.

Lad os tage skoleområdet som eksempel:

Det er fint at skoleområdet styrkes med 1,24 mio. kr. i 2024 og 3 mio. kr. i 2025 og frem, og det er også meget fint at vi fandt penge til at fortsætte med skolenærværsteamet og styrke PPR med 0,5 mio. kr.

Men samtidig blev der taget 2,2 mio. kr. fra den centrale pulje til videreuddannelse i 2024. Det er måske ikke så stort et problem at tage dem et enkelt år, men det er desværre ikke første gang, at pengene til efteruddannelse bliver taget, og dermed risikerer man et fald i kvaliteten af undervisningen og den vanskelige indsats med inklusion.

Med til billedet hører også, at flertallet i byrådet i foråret valgte at reducere dækningen til barselsudgifter med 2,9 mio. kr. Penge som vi i Enhedslisten ser som en skat på kvindearbejdspladser og en nedskæring der specielt går ud over de store velfærdsområder som f.eks. skolerne.

Overgangen fra skolepedeller til ejendomsservice har heller ikke været uden udfordringer.

Ydermere er overgangsordningen med betaling for specialelever til Pindstrupskolen netop ophørt, det vil for nogle skoler betyde en gevinst, mens andre af kommunens skoler må acceptere en reduktion på flere mio. kr. Det betyder for de fleste skoler meget mere end de småpenge, der flyttes rundt med i budgetforliget.

I Enhedslisten er vi stærke modstandere af, at skolernes økonomi skal afhænge af et usmageligt lotteri omkring, hvor mange elever med et behov for Pindstrupskolen man tilfældigvis har i skoledistriktet.

Vi foreslog i budgetforhandlingerne, at udgifterne til elever visiteret til Pindstrupskolen skal fordeles solidarisk, men det var der ingen andre partier der støttede os i.

Når man oven i alt det lægger, at der i en lang årrække er blevet skåret ned på tildelingen til skolerne samtidig med, at vi har øget kravene til inklusion drastisk, så er det svært at have armene over hovedet på vegne af skolerne og vores børn.

Vi mener i øvrigt stadigvæk, at vi har en elendig tildelingsmodel til skolerne.

Heldigvis har vi også på skoleområdet et personale der yder en fantastisk indsats, godt bistået af børn og forældre, men de fortjener altså reelle forbedringer, hvor medarbejderne har tid, ressourcer og kompetencer til arbejdet med læring og trivsel.

I Enhedslisten har vi valgt at gå med i budgettet, fordi vi fik afværget alvorlige nedskæringer på kernevelfærden, og vi fik endda enkelte forbedringer på velfærd, klima og natur. Et budgetforlig uden Enhedslisten ville have været markant dårligere.

Men vi vil ikke bilde nogen ind, at vi nu har løst de store problemer, vi mener Syddjurs står overfor.

Enhedslisten fik ikke opfyldt alle vores ønsker til budgettet, men på trods af de forhindringer regeringen og de borgerlige partier opstiller vil vi kæmpe videre for velfærd, klima og natur i Syddjurs.«