Fortsæt til indhold

Debat: Det skal være effektivt

Debat
Erik Bjørn OlsenSolsikkevej 10, Grenaa

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Borgmester Kasper Bjerregaard fra Norddjurs mener, at hans socialdemokratiske kolleger i Aarhus, Odder, Horsens, Samsø og Syddjurs Kommune er på gale veje, når de foreslår, at bundtrawl skal forbydes i de østjyske farvande for at forbedre havmiljøet.

Kasper Bjerregaard mener, at sådant forbud ikke vil have nogen effekt, fordi der stort set ikke bundtrawles i området, og da han gerne vil bidrage til et bedre havmiljø med noget der virker, så vil han ikke deltage i dette symbolske krav om trawlforbud.

Må jeg så foreslå, at han i stedet for straks kommer i gang med at reducere udledningen af kvælstof og fosfor fra Grenåen. Det kan ske ved at stoppe pumperne i Kolindsund og lade vandet oversvømme det cirka 25 kvadratkilometer store sund.

Det ville være noget der virkede. Det ville nemlig give mindst den 30 procents reduktion i Djurslands udledning, som er anbefalet for at nå en acceptabel miljømæssig standard.

Nå, måske skulle det ikke forstås alt for bogstaveligt med, at Kasper Bjerregaard gerne ville deltage i noget, hvis det virkede.