Fortsæt til indhold

Er hjemmelavet mad på plejehjemmet eneste vej frem?

Debat
Rikke Randrup SkåningFormand for Social – og sundhedsudvalget, Favrskov Kommune

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Bemærkning til Mette Nøhrs debatindlæg.

Først og fremmest: Tillykke til Sall Friplejehjem med titlen som Midtjyllands bedste plejehjem. En meget flot anerkendelse.

Generelt har vi gode plejehjem i hele Favrskov. Plejehjem, der alle rummer høj faglighed og kompetencer, som er nødvendige for at imødekomme de mange og komplekse behov, plejehjemsbeboeren af i dag ofte har.

Mette Nøhr insisterer på, at hjemmelavet mad, tilberedt fra bunden og med beboernes aktive inddragelse er eneste vej at gå og lige præcis det, som gør et plejehjem til et hjemligt og rart sted at bo.

Når Mette Nøhr stædigt vedholder fokus på produktion af hjemmelavet mad på Sall Friplejehjem, så får hun samtidig indirekte antydet, at det, der foregår på vores syv kommunale plejecentre, ikke er værdigt eller i overensstemmelse med beboernes ønsker. Det er en forsimpling af virkeligheden, og jeg mener, at der mangler anerkendelse af det store arbejde, der hver dag udføres på alle vores plejehjem med omsorg og værdig pleje i højsædet.

I byrådet har vi vedtaget, at alle vores plejecentre hver dag selv færdigtilbereder maden samt laver tilbehør i form af grøntsager mv. At alle plejecentre selv bager, laver morgenmad og smørrebrød mm. At alle plejecentre inddrager beboerne i borddækning, valg af retter og tilberedning af måltider (i det omfang, der er lyst til det, og funktionsevnen rækker).

I Social- og sundhedsudvalget er vi (inklusiv Mette Nøhr) blevet orienteret om hverdagen og forholdene på alle plejehjem i Favrskov Kommune. Hvilke forskellige, individuelle og komplekse behov beboerne har, samt hvordan beboerne oplever kvaliteten af pleje og omsorg - herunder mad og måltider. Udvalget er grundigt informeret om forholdene på alle vores plejecentre. Generelt er indtrykket, at den mad, der leveres og færdigtilberedes lokalt, er af høj kvalitet med individuelle tilpasninger og variationer.

Tilbagemeldingerne fra vores bruger-pårørenderåd, beboerne, medarbejderne og de mange tilsynsrapporter viser en generel høj tilfredshed med maden, der serveres og den stemning og atmosfære, der er omkring måltiderne. Der koges, bages og smages, og der dufter af mad ved alle måltider. Maden er indbydende, velsmagende og individuelt tilpasset beboere med f.eks. særlige ernæringsbehov eller tygge/synke besvær. 49 % af alle plejehjemsbeboere får specialkost som kræver særlig faglig viden at sammensætte og tilberede.

I byrådet har vi af flere omgange drøftet produktion af mad på vores plejecentre og de økonomiske omkostninger, det vil medføre, hvis vi markant skal omlægge fra nuværende praksis til hjemmelavet mad i alle enheder. De økonomiske omkostninger er så omfattende, at Mette Nøhr ikke er lykkedes med at skabe opbakning i byrådet til sin vision om hjemmelavet mad på alle plejehjem og afdelinger. Om Mette har opbakning i sit eget parti, er også uvist. Vi har ikke set et konkret forslag fra De Konservative, som vil kræve “nye” penge eller som skal finansieres ved at finde nedskæringer på andre områder.

Mad og måltider indgår i dag som et vigtigt omdrejningspunkt på alle vores plejecentre og er med til at sætte en rar og hjemlig stemning. Vi har over de seneste år investeret i og opbygget høj kvalitet i produktionskøkkenet Favrskov Mad. Jeg mener, at færdiggørelse og supplerende tilberedninger ude i de enkelte afdelinger med beboernes medindflydelse og medinddragelse er en fornuftig og kvalitetsmæssig god løsning.

Vi skal rette fokus og opmærksomhed på de udfordringer, vi aktuelt står med. Vi bliver i de kommende år flere ældre. Vi skal sikre rekruttering og fastholdelse af personale samt tiltrække elever, så vi også i fremtiden har fagpersonale nok i vores ældrepleje.

Så for mig at se, er der brug for at gå flere veje for at skabe god ældrepleje, der dækker de komplekse og mange behov, vores ældre i Favrskov Kommune har brug for.