Vi får ikke tryggere og gladere børn bare ved at betale mere til pædagogerne

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Du kan få de fleste til at gøre det meste for penge, men i længden virker det ikke. Mange ønsker et lønløft for pædagogfaget for at redde både voksne og børn fra en branche i brand. Heriblandt er Finn Rubach-Larsen, fællestillidsrepræsentant for pædagogerne i Favrskov Kommune, der havde et debatindlæg i Lokalavisen i forrige uge.

Et lønløft er dog ikke løsningen på den pædagogiske kriselignende situation, vi ser både her i Favrskov Kommune og i resten af landet. For selvom de unge fortæller, at lønnen vægter tungt, når et studievalg skal tages, må vi ikke tro, at vi bare kan betale os ud af pædagogmanglen.

Problemet er ikke penge. En større pose penge er derfor heller ikke løsningen. Vi har indført krav, normeringer og andre gode intentioner i ét væk. Tilbage står vi med regelbogen i den ene hånd, imens den anden hånd vinker farvel til vores fagfolk, der flygter fra deres fag. Vi har skabt pædagogiske arbejdspladser, der er underlagt nogle helt obskure rammer, som den enkelte pædagog har minimal indflydelse på, men som de mærker alle konsekvenserne af.

Den mest direkte måde at få folk involveret i en løsning er at give dem et medansvar. Vores kompetente, dygtige, sociale, empatiske og helt fantastiske pædagoger bliver frataget deres indflydelse på vores børns dagligdag med den topstyring, vi kører nu. Samtidig er de netop nøglen til at redde den synkende skude.

Daginstitutioner skal i langt højere grad køres som frie, selvstændige institutioner. Hvert hus skal have sin egen leder, der er på gulvet og kender personalet og børnene. Hvert enkelte hus skal selv kunne bestemme, hvor mange børn de kan tage ind og dermed sige nej, når der ikke er kapacitet til flere. Vi skal væk fra giga-byggede institutioner og istedet fokusere på de mindre huse, som både børn og voksne lettere kan rumme.

Personalet skal være med til at lægge vagtplaner, hvis det giver mening for den gruppe. Der skal prioriteres socialt hygge i personalegruppen i et format, der giver mening for dem, fremfor ligegyldige julekatalog-julegaver til 99 kroner. Det skal være helt i orden at være pædagog på deltid. Både fagligt og socialt. Det kan endda gøre, at flere har lyst til at blive i faget i længere tid.

Læringsplaner og krav skal høvles ned til et fornuftigt minimum. Dog skal minimumsnormeringerne skærpes, så kun personalet i rummet med børnene tæller og ikke dem, der sidder i møde eller på kontor.

Vi skal give pædagogerne ansvaret tilbage. Der skal være frihed i den enkelte institution til at træffe de rigtige valg for det enkelte barn og det samlede hus. Arbejdsglæden kommer ikke med et lønløft. Det kommer af at opleve at have indflydelse på de rammer, som man er en del af.

Finn Rubach Larsen og jeg er helt enige om, at pædagoger er heldige. De arbejder nemlig med de vigtigste og skønneste i verden – vores børn. Og jeg tror bestemt også, at pædagogerne - med Rubach som tillidsrepræsentant - vil føle sig aldeles heldige og glade, hvis de fik et lønløft i julegave. Men når januars kolde vind på legepladsen smyger sig under termojakken, er det ikke kroner på bankbogen, der varmer. Det er at være på en arbejdsplads, hvor den enkelte pædagog føler sig værdsat og oplever, at de har indflydelse på deres arbejdsrammer.