Det var knagende frost, stjerneklart vejr, blikstille...

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Det kunne være overskriften for nattens vejr på denne første dag i årets anden uge, hvor jeg har sat mig til computeren for at skrive hvad du netop sidder og læser.

Vinden har igen lagt sig efter snestormen, der nærmest ankom med det nye år. Nu er solen kommet frem og trods knagende frost formår dens varme stråler alligevel at smelte det yderste lag sne på taget.

Der er ingenting i verden så stille som sne. Når sneen lægger sig som en dyne over jorden, forvandles landskabet og får den smukkeste indpakning. Det er som om sneen tysser blidt på os og alt bliver så tydeligt i sneen. Det snehvide landskab bliver som et tomt lærred, der kun venter på at blive farvet af livets farver.

Foran os ligger tolv måneder klar til at blive farvet af livets farver. Hvordan livets maleri bliver i 2024 kender vi ikke endnu. Og det er netop dét, der gemmer sig bag mine indledende ord: Det var knagende frost, stjerneklart vejr, blikstille. For sådan begynder H.C. Andersen sit eventyr ’Tolv med posten’.

Det er nytårsaften og klokken slår tolv. Udenfor byens port kommer den store postkaret med tolv personer – ikke flere kunne der rummes, alle pladser var besat.

De tolv personer er hver en af de kommende måneder i det nye år. Januar er en mand klædt i bjørneskindspels og med kanestøvler. Maj er en ung frøken klædt i bøgebladegrøn silkekjole med anemoner i håret og med en duft af skovmærker om sig. Sådan karakteriserer H. C. Andersen hver eneste måned, men da de tolv rejsende er kommet vel ind gennem byporten, så slutter han sit eventyr med at sige: ”Når et år er omme skal jeg sige dig hvad de tolv har bragt dig, mig og os alle sammen. Nu ved jeg det ikke, og de ved det nok heller ikke selv, - for det er en underlig tid vi lever i.”

Vi ved ikke, hvad årets tolv måneder vil bringe – eller for at bruge naturens billede netop i skrivende stund: Året og dens tid er lige nu som et hvidt lærred, der venter på at blive farvet af livets farver og vi ved ikke hvordan maleriet kommer til at se ud. Kun kender vi endnu at der kommer en rund fødselsdag eller andre store begivenheder i familien og vi mærker hvad vi lige nu er fyldt af. Men hvordan fødselsdagen bliver og følelserne udvikler sig, det ved vi ikke endnu. Nej, for nu ved vi det ikke.

Og det kan noget at 12 nye, ubrugte måneder ligger foran os. De ligger der, håbefuldt og venter. Klar til at blive budt velkommen, én efter én, med hver deres særkende, med vinterens knagende frost og faste, med påskens under og håb, med pinsens glød ind i forårets spæde varme, med sommerens sol og lyse nætter, med efterårets smukke farvepalet og til sidst julens grantræ med stjerne og den særlige fødsel. En fødsel, der kun lige ligger bag os og som betyder, at vi ikke er alene.

Ingen af de tolv nye måneder skal vi gå ind i alene; Gud er med os – og det kan give en form for varme en januardag, hvor der er knagende frost, stjerneklart vejr og blikstille.

Godt nytår!