»Der er ikke noget som en god snestorm, der kan minde os om, hvem vi er«

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

I sne står urt og busk i skjul,

det er så koldt derude,

dog synger der en lille fugl

på kvist ved frosne rude

Sådan begynder B.S. Ingemann sin kendte vintersang, og det er så sandt, som det er sagt. De sidste dage har teksten passet bedre end vanligt.

Der er frost på rude, fuglene flokkes om fuglebrættet, det er koldt derude, og alt er dækket af sne. Det må have været sådan et vejr, da Ingemann i 1831 sad lunt inden døre og digtede, mens han skuttede sig ved tanken om, at ”det er så koldt derude”.

Det er dejligt at sidde bag frosne ruder og synge de gamle vintersange fra højskolesangbogen. Dem, jeg husker bedst, er foruden I sne står urt og busk i skjul også Sneflokke kommer vrimlende og Det er hvidt herude. Den sidste er skrevet af St. St. Blicher, og han nøjes ikke med at sidde inde og kikke ud på naturen, nej, han er ude i den, også når sneen falder og det er hvidt, tyst og koldt derude.

Jeg holder af begge dele, at være ude og inde, når vinden suser og sneen falder, og vejret viser sig med glatte veje og store driver. Når sneen falder og lægger sig som en tung dyne over landskabet, så har jeg det som Blicher, der bliver så tyst. Roen og stilheden indfinder sig. Tempoet sættes ned, og vi gør kun det mest nødvendige eller det, vi har allermest lyst til.

Sneen lyser op og gør verden smukkere. Det gælder også, når vi som i sidste uge blev udsat for den voldsomste snestorm længe. Det sneede og føg, og mange bilister strandede på vejene. I Ødum, hvor jeg bor, måtte vi åbne forsamlingshuset og byde på kaffe, da adskillige bilister ikke kunne komme videre. I Voldum åbnede man hallen, og flere åbnede deres hjem og gav husly for natten til udmattede bilister. Ude på vejene hjalp man hinanden med at komme fri af driverne. Det er godt at vide, at hjælpsomheden er stor i Danmark, når nøden er størst.

Der ikke noget som en ordentlig snestorm, der kan minde os om, hvem vi er. Minde os om vores menneskelige grundvilkår, at vi, når alt kommer til alt, er afhængige af hinanden og har brug for hinandens hjælp. Det gælder, når uvejret raser, og når hverdagen igen melder sig. For også i hverdagen er vi afhængige af hinanden og har brug for hinandens hjælp. Det er bare så let at glemme, når nøden lever i det skjulte.

I de kommende uger sætter Folkekirken fokus på netop dette emne. Kampagnen hedder ”Omsorg uden omveje”, og det er landets ti stifter og folkekirken.dk, der står bag.

”Omsorg uden omveje” skal vise, hvordan folkekirken skaber værdi i samfundet. I folkekirken arbejder mange frivillige og ansatte hver dag for at hjælpe mennesker, der på den ene eller anden måder står i en udsat situation. Det kan være på grund af alder, sygdom, økonomi eller små og store livskriser, som kan gøre tilværelsen usikker. Folkekirken skaber netværk og samvær for ensomme ældre. Nogle uddeler mad og rådgiver udsatte borgere. Andre tilbyder samtaler for mennesker, der har brug for en at tale med, og arrangerer sommerlejre for børn, der ellers ikke ville komme på ferie.

Og så er der alt det sociale arbejde, som bliver gjort uden næsten at tænke over det. Det er kaffen, der bliver sat over, når et menneske trænger til en pause. Det er besøget hos en, der ikke længere kan eller har lyst til at gå ud ad sin dør. Det er invitationen til juleaften for den, der ellers skal sidde alene. Arbejdet er varieret alt efter de lokale ressourcer og behov. Men uanset hvor i landet vi befinder os, er blikket for dem, der har brug for hjælp, en af folkekirkens vigtigste opgaver. Det er vi blevet fortalt, og det er vores opgave at give det videre. Vi er forbundet og forpligtet på hinanden, og skulle vi glemme det, ja så kan en ordentlig snestorm heldigvis stadig minde os om, at det er i medmenneskeligheden, vi finder os selv.