Det vi ikke kan sige os selv

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

For nylig kom jeg til at se programmet ”Alene i vildmarken”. Jeg streamede det, så når det ene afsnit var færdig, begyndte det næste straks efter. På den måde kom jeg til at se en hel sæson ret hurtigt, for det er let at falde for fristelsen til lige at se næste afsnit, når man først er fanget ind.

”Alene i vildmarken” siger, hvad det drejer sig om. Nogle mennesker sendes ud i vildmarken væk fra den moderne verden, og så handler det om, at den, der klarer sig i længst tid alene derude, vinder. De er alene af sted, og med sig har de nogle få hjælpemidler – blandt andet en presenning, som de kan bruge til at bygge en hytte med, noget garn til at fange fisk og nogle få andre ting, og så bliver de sat i land ved en søbred langt ude i vildmarken.

De første dage går med at indrette sig. På dette stadie hersker en lettere euforisk stemning over at være kommet af sted, men lynhurtigt melder sig en ny fase. Der skal mad på bordet – eller i hvert fald i maven.

Allerede her vokser frustrationerne sig store hos nogle af deltagerne, mens andre er gode til at håndtere den begyndende sult, når det ikke lykkes at fange en fisk, og de i stedet må tage til takke med at søge svampe og bær. Hos de deltagere, der formår at komme over denne første krise, sker nu en form for tilpasning, og for nogle må det overvældende og intense møde med den store natur transformeres. De bygger en svedehytte og sidder derinde og synger, og bagefter – når de er kommet ud af svedehytten og har været en tur i det kolde vand – så er de ligesom kommet til en højere grad af ro og afklarethed.

Jeg tænkte som seer og som præst, at det er det, ritualer kan. Ritualer kan transformere en situation – og bringe et menneske fra et sted til et andet. Der er bevægelse i ritualet, og vi får erfaret eller oplevet det, som vi ikke kan sige os selv.

Vi kender det fra mange sammenhænge, for eksempel til nytår, hvor det gælder om at hoppe ind i det nye år eller her for nylig, da mange mennesker havde søgt til København for at se en kronprins blive transformeret til en konge. I kirken har vi mange ritualer, både ved livets overgange og i det gudstjenestelige liv søndag efter søndag, og det skal vi være glade for. For ritualer kan noget, som almindelig snak og dagligsprog ikke kan.

Når man står ved et sygeleje eller er hos et døende menneske, så kan ens egne ord godt føles små, men så kan det virke næsten undergørende at kunne bede et Fadervor og lyse velsignelsen. Mere skal der ikke til, så kan man opleve, at en ny situation bringes til veje, hvor svær situationen end er.

Rundt om i det ganske land har vi bygget kirker, hvor vi kan søge hen, når livet er for stort og ufatteligt. Her skal vi ikke gøre tærsklen for lav ved at gøre det, der sker i kirken, til noget, der ligner alt andet. For i kirken taler vi om livet og døden, om alt det, vi ikke kan forstå, og som vi ikke kan sige os selv. I kraft af bøn, ord, salmer, sakramenter og faste ritualer får vi fortalt om den vældige Gud, der blev menneske og opstod fra de døde. Så kan vi gå transformerede hjem med Herrens velsignelse og vende tilbage igen næste søndag og hente ny livsnæring. Det er et godt ritual.