Selvtræning er et fund til pengene
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.
Favrskov Kommune tilbyder sine pensionister såkaldt selvtræning på kommunens sundhedscentre uden for normal åbningstid. Det vil sige, man kan frit bruge de faciliteter, som kommunens fysioterapeuter ellers bruger til genoptræning af hvem, der måtte have behov for det.
Inden man får adgang til faciliteterne, får man ovenikøbet en kompetent oplæring i, hvordan man korrekt anvender de forskellige fitness-maskiner, så man ikke gør skade på sig selv, og når man så har skrevet under på, at man træner på eget ansvar, er det bare deruda’, som vi sagde i gamle dage.
En ret så enestående ordning som ikke så få benytter sig af.
Det store samtaleemne i vinter har været, at der her fra årsskiftet er indført en brugerbetaling på 500 kroner om året.
Der har været delte meninger om beløbets størrelse, og mange har luftet frygten for, at det vil gå op i bureaukrati, så gevinsten vil være for beskeden og ulemperne tilsvarende for store. Sådan at forstå at mange vil vælge at blive væk og dermed ikke får gavn af den træning, ældre mennesker bevisligt har rigtig godt af og derfor kommer til at belaste andre budgetter.
Det må tiden vise.
Personlig synes jeg, det er et fund til de penge. Jeg kommer selv jævnligt på Hinneruplund i Hinnerup, der tilbyder en bred vifte af diverse fitnessmaskiner og motionscykler med mere. Her kan man også være sammen med ligesindede, der ikke nødvendigvis kommer for at få store armmuskler, men også sætter pris på behageligt og sympatisk samvær i rare omgivelser og en afslappet atmosfære.
Alene det er alle pengene værd.