Fortsæt til indhold

“Udliciteringsdjævlen” har besøgt os

Debat
Niels BasballeSocialdemokratisk medlem af kommunalbestyrelsen i Norddjurs, Grenaa

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

I budgetaftalen for 2019-2022 blev forligspartierne enige om at undersøge mulige driftsområder hvor en udlicitering ville være egnet. Til at starte med var det kun den kommunale rengøring, dog ikke på velfærdsområdet, som skulle sendes i udbud. Samtidig skulle der også undersøges om andre mulige områder kunne indgå i undersøgelsen.

Da vi i Socialdemokratiet var en del af forligskredsen, var vi enige om at emnet skulle tages op. Det er ikke socialdemokratisk politik at konkurrenceudsætte kommunale driftopgaver, ikke for enhver pris.

Der er opgaver som løbende er blevet udliciteret igennem årerne da Materielgården har været pålagt løbende besparelser - blandt andet gadefejning, drift af gadebelysning, rengøring af offentlige toiletter samt hovedparten af snerydningen er udliciteret.

Så organisationen er veltrimmet, og gennemanalyseret, og vores dygtige dedikerede medarbejdere stortrives i deres job.

Når et udbud omfatter medarbejdere, der påvirkes af en udlicitering, skal man være opmærksom på dels medarbejdernes retsstilling, dels de forpligtigelser, der er i forhold til information og inddragelse. Inden der tages politisk beslutning i kommunalbestyrelsen, skal dialog med MED-systemet iværksættes.

Efter forvaltningen havde udarbejdet et oplæg om muligheder, vedtog man i kommunalbestyrelsen at følgende områder udpeges til mulige udliciteringer:

• Rengøring i administrationsbygninger og biblioteker

• Strandrensning

• Græsklipning og opgaver, der kan give synergi i forhold hertil.

Kommunalbestyrelsen vedtog 18. april 2023 med et spinkelt flertal (14-13) at alle tre områder skulle iværksættes.

I medarbejdernes høringssvar stod der blandt andet, at de fortsat ønsker deres ansættelse i kommunalt regi, hvor de vil indgå i en eventuel granskning af, hvor de måske selv kunne finde besparelser.

Men dette blev tilsidesat ved en afstemning på 14-13, hvorefter rengøringen skulle udliciteres. Selvom det viste sig, at det billigste tilbud var 134.622 kroner dyrere, end den daværende udførelse. Det har allerede vist sig negativt på enkelte matrikler, der er mere beskidt og den sociale atmosfære er blevet ringere.

Konsulentfirmaet NIRAS vurderede, at der ikke kunne findes en besparelse på strandrensningen, hvorfor dette er taget ud af ligningen. Græsklipningen blev delt op i tre delaftaler, hvor delaftale 2- Rabat-klipninger på landet - først kom på dagsordenen. Her var der en besparelse på 74.000 kroner, som Socialdeokratiet takkede nej til.

For mit eget vedkommende ville jeg fastholde de dedikerede medarbejdere, vi har på området. Forslaget faldt, da der var stemmelighed (13-13). Delaftale 1 og 3 blev behandlet på seneste KB møde, hvor forvaltningen anbefalede begge forslag annulleret, da de ikke kunne gøres billigere i tilfælde af en udlicitering. Til stor fortrydelse for nogle, og til stor glæde for andre.

God 1. maj.