»Giv plads til samtalen på tværs af alder uden frygt for, om vi nu har noget at tale med hinanden om«

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Er det umuligt at være ung med de ældre?

For et par måneder siden blev jeg indsat som sognepræst for sognene Vejerslev, Aidt og Thorsø. Der gik ikke mere end et par dage, før jeg blev ringet op af et par unge journaliststuderende. De var nysgerrige på, om man overhovedet kan være ung præst for (primært) ældre mennesker – om ikke det kræver mere livsvisdom, end man kan nå at opsnappe på 30 års levetid?

En anden har sagt i sjov, at unge præster sagtens kan sige noget meningsfuldt og klogt til ældre mennesker – de unge forstår bare først, hvad de selv har sagt, når de bliver gamle.

Jeg ved ikke, om det kun er præster, der møder den slags forventninger, men jeg forestiller mig, at der også kommer en række lignende forventninger til, når man som ung arbejder i hjemme- eller ældreplejen – eller i andre sociale sammenhænge.

I efteråret sidste år sendte DR en ny omgang Gintberg på Kanten med fokus på, om der er en ‘Generationskløft’ mellem ældre og yngre generationer. Er der en sådan kløft mellem generationerne, som vækker sådan nogle forventninger til mødet mellem unge og ældre? Eller er der allerede bygget rigeligt med broer henover?

Et berigende møde

Når jeg træder ind i et lokale fyldt med livserfarne menighedsmedlemmer, kan det føles lidt som at gå ind i en gammel boghandel. Man ved, at der gemmer sig utallige skatte og masser af visdom i krogene. Man skal bare lige lure, hvor man skal begynde at lede.

Jeg vil aldrig glemme første gang, jeg hørte udtrykket ‘en jakobskamp’. Jeg underviste voksne og ældre i en fortælling fra Første Mosebog om Jakob, der kæmper med en skikkelse, som viser sig at være Gud – eller Guds engel. Jakob går derfra såret og halt, men med et nyt navn og et større gå-på-mod.

I pausen kom en mand hen til mig og fortalte om sin ‘jakobskamp’, der for ham var en åndelig eller sjælelig kamp med livet, da en livstruende sygdom ramte ham på et uventet tidspunkt. Han kom igennem – ikke uden mén, men med en større livsglæde og tro på tilværelsen.

For mig var det livsbekræftende at møde en sådan grænseløs tillid – og en livsfortælling. Det har udvidet min horisont og vækket min nysgerrighed. For et langt liv bærer mange fortællinger med sig – store og små, lykkelige og ulykkelige.

Men et (relativt) ungt liv kan også bære store og små fortællinger med sig, som måske kan berige den anden vej. Og det kan kun udforskes i mødet mellem generationer – hvis ellers forventningerne kan give plads til at være ung med de ældre.

Og måske er det bare det, jeg vil opfordre til med denne klumme. At vi giver plads til samtalen på tværs af aldersgrupper uden frygt for, om vi nu også har noget at tale med hinanden om. Om man er vis nok, ung nok eller gammel nok. For vi har alle noget på hjertet. Og hvis der så er en kløft imellem os, ja, så kan vi jo begynde brobygningen med en sludder for en sladder.