Har Socialdemokratiet nu også glemt den helt almindelige arbejder?
Socialdemokraternes Leif Lahn Jensen afviser i dette indlæg energisk enhver anklage om negligering af arbejderne.
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.
»På dagen, hvor vi fejrer arbejdernes internationale kampdag 1. maj, oplever man tit, at fagbevægelsen bruger kræfter på at fortælle, hvad regeringen gør forkert, og hvad de mener, der skal til for at gøre mere for lønmodtagerne.
Det er helt fair og bestemt noget, jeg syntes er helt naturligt på denne dag. Derfor må det jo også være naturligt og fair, at jeg også bruger tid på at fortælle, hvilke resultater Socialdemokratiet og regeringen har gjort for den helt almindelige arbejder.
For os er det vigtigt at sikre en god beskæftigelse, som netop giver et arbejde til så mange som muligt og en god økonomi til vores velfærd. Derfor glæder det mig, at det faktisk går historisk godt med beskæftigelsen, og der i dag er rigtig mange, som har et job.
For at opnå dette skal vi altid sikre os, at der er nok faglige dygtige medarbejdere, som lige nu er en stor mangelvare på arbejdsmarkedet. Dette har vi gjort ved at bruge resurserne, hvor der er brug for det, nemlig ved at minimere antallet af akademikere og have større fokus på kommende faglærte og som ikke ville være muligt med en rød regering med de Radikale ombord.
Vi har afsat en milliard kroner om året til at forbedre erhvervsskolerne, gjort folkeskolerne mere faglige med fokus på erhvervslivet samt sikret, at flere ufaglærte kan få en uddannelse på forhøjet dagpenge. Nogle ting jeg har ønsket i mange år, og som nu er en realitet.
Samtidig skal vi sikre en forbedring af Den Danske Model, hvor flere er organiseret i fagbevægelsen. Her har vi forhøjet fradraget til a-kasserne og sikret en forhøjet dagpengesats de første måneder, hvis man bliver arbejdsløs. To ting, som fagbevægelsen har kæmpet for og ønsket i årevis.
Vi foreslår nu et ID-kort til europæere, som arbejder i Danmark, netop for at undgå snyd og fusk med lønnen, og er ved at kigge på, om vi kan komme med yderligere forbedringer for at undgå socialdumping og dermed passe på vores arbejdsmarkedsmodel og dermed vores lønmodtagere.
Det er altid vigtigt med en god organisering og gode muligheder for uddannelse, men et godt og trygt arbejdsmarked er mindst lige så vigtigt. Her er jeg utrolig stolt over, at vi har fået ”Arne-pensionen” og dermed sikret lønmodtagerne deres største rettighed i mange år. Det har betydet, at cirka 300 helt almindelige arbejdere på Djursland har eller har haft glæde af ordningen.
Samtidig har vi sikret, at mange gode medarbejdere i den offentlige sektor har fået et lønløfte. Gennemsnitslønnen for fængselsbetjente stiger med 6.000 kroner om måneden. For en SOSU-assistent med syv års anciennitet, som arbejder 37 timer i dagvagt i en kommune, vil stige med 5.680 kroner.
En kommunalt ansat socialpædagog på døgnområdet med mindst 10 års anciennitet stiger minimum 5.050 kroner. Pædagogernes gennemsnitsløn vil være 5.000 kroner højere 1. januar 2026. En sygeplejerske med 10 års anciennitet vil stige med 5600 kroner, og ved mindst 25 timers arbejde på skæve tidspunkter er den samlede lønforbedring 7.200 kroner om måneden. Dette blot for at nævne nogle af de grupper, som har fået et lønløft.
Mange har grinet af os i forhold til vores ønske om en ret til tidlig pension for de mest nedslidte og et lønløft til vores medarbejdere. Mange har kaldt det et kæmpe bluffnummer, men vi mente det, og vi udførte det.
Så med andre ord, jeg tager gerne imod kritik og gode råd, men jeg anerkender ikke, at Socialdemokratiet ikke har gjort noget for den helt almindelige danske lønmodtager. Man kan jo spørge sig selv om disse forbedringer, som jeg har nævnt, ville være en realitet med et borgerligt styre i Danmark med Liberal Alliance ved roret.«