Forhandlinger om mobilitet lige om hjørnet: »Det handler om at undgå forhastede beslutninger«
Der skal snart forhandles om en mobilitetsplan i Aarhus. De Radikale opfordrer til rettidig omhu.
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.
Debatten om fremtidens Aarhus Midtby raser derudaf, men alligevel synes vi, at mange glemmer nuancerne i debatten. Mobilitetsforhandlingerne åbner op for en spændende og vigtig samtale om Aarhus’ fremtid: Vores by vokser og udvikler sig konstant, og det giver både muligheder og nye udfordringer for byens rum. Derfor er det afgørende i de kommende forhandlinger, at vi træffer nuancerede beslutninger, som gavner både miljøet og den grønne udvikling samt det lokale erhvervsliv og byens borgere. Vi brænder for at skabe en by, der ikke kun er tilgængelig, men også bæredygtig og levende for alle aarhusianere og besøgende. Med andre ord mener vi, at det er afgørende med en helhedsorienteret beslutning om, hvad der skal ske med biltrafikken i midtbyen.
Vi er overbeviste om, at en grøn mobilitetsplan kan bidrage til at skabe et mere livligt byliv, forbedre byens sundhed og gøre Aarhus til en grønnere og mere attraktiv by at bo i. Samtidig deler vi bekymringen for konsekvenserne af hastige beslutninger uden tilstrækkelig planlægning og støtteforanstaltninger til vores lokale erhvervsdrivende, som næppe alle har likviditet til at vente på de ændrede transportvaner. Stormagasiner og supermarkeder har måttet se til, hvordan vilkårene for forretning forringes i byen, der både historisk har været, og i dag stadig er, hjemsted for store dagligvarekoncerner. Vi risikerer at tabe en masse arbejdspladser til andre byer i regionen. Vi må derfor sikre, at en grøn omstilling ikke bliver en byrde for alle dem, men derimod en mulighed for udvikling og vækst.
Debatten om bilfri områder i midtbyen er kompleks og har hidtil drejet sig om enten at lukke eller ikke lukke midtbyen for bilister. For os virker det alt for sort-hvidt. Vi mener, at vi skal handle med omhu og undgå at tyrannisere bilisterne, men i stedet tænke i alternative løsninger, der ikke kun fokuserer på at begrænse biladgangen. Guleroden er ofte mere effektiv end pisken. En gradvis overgang til mere bæredygtige transportformer kombineret med investeringer i kollektiv transport kan være vejen frem. Vi ser det ikke som fjernelsen af bilen som et transportmiddel, men snarere som en mulighed for at prioritere fodgængere, cyklister og kollektiv transport i visse områder for at skabe en mere attraktiv og levende bymidte. Det handler om at sikre, at vi har et solidt grundlag af alternativer, før vi implementerer store ændringer.
Hvis der er områder i midtbyen, der skal friholdes af privatbiler, bør det gennemføres omhyggeligt og i samarbejde med erhvervslivet. Det bør ske etapevist og kun i de områder, hvor det ifølge trafikplanlæggerne giver mening. Samtidig er det afgørende, at vi sikrer, at erhvervsrelateret kørsel fortsat kan finde sted, da det er en vital del af midtbyens funktionalitet og tiltrækningskraft.
Den etapevise friholdelse af privatbilisme i dele af midtbyen må heller ikke stå alene; den skal følges af investeringer i kollektiv transport for at gøre den mere driftssikker og konkurrencedygtig. Vi bør støtte op om grønne transportformer som elbiler og plugin-hybrider, som allerede udgør mere end 20 pct. af alle personbiler, der registreres i kommunen.
Mobilitetsforhandlingerne åbner også for vigtige drøftelser om udviklingen af Aarhus, herunder udgangspunktet for den grønne udvikling. Vi havde gerne set, at målsætningen om CO2-neutralitet i 2030 blev skubbet til 2035, især når vi står over for så mange ubekendte på nuværende tidspunkt, og når sammenlignelige kommuner som Københavns Kommune har valgt at udskyde deres målsætning til 2035. Vi er stor fortaler for en grøn omstilling af Aarhus, så hurtigt som det nu er muligt, men det handler også om at undgå forhastede beslutninger og arbejde hen imod en målsætning, som vi reelt kan nå.
Vi må huske, at mobilitet handler om mere end bare transport; det handler om at skabe en levende og attraktiv by, hvor alle kan trives. Byen skal være tilgængelig og behagelig at færdes i for alle: beboere, handlende, gæster fra oplandet og udlandet samt erhvervslivet, herunder detailhandel, restaurations- og oplevelsesbrancher samt håndværk og kontorer.
Vi skal bruge vores sunde fornuft, når vi planlægger mobiliteten i Aarhus, så vi finder de helt rigtige løsninger, der fremmer både bæredygtighed og økonomisk vækst. Med en afbalanceret tilgang til mobilitet kan vi styrke Aarhus’ position som en grøn, livlig og attraktiv by for både borgere, erhvervsdrivende og turister. Lad os undgå sort-hvid-snakken i mobilitetsforhandlingerne og ty til guleroden frem for pisken.