Ældreområdet i Syddjurs skriger efter penge, men hvor forsvinder de hen?

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Beskæmmende læsning, at Syddjurs Kommune ligger i bunden af de 98 kommuners økonomi på ældreområdet. Tallet lyder på 39.168 kr. til borgere over 67 år, sat i relation til Norddjurs Kommune der bruger 49.732 kr. pr borger.

I Region Midtjylland ligger Randers Kommune højest på 54.944 kr. pr borger over 67 år. Syddjurs har nået bundrekorden på 1. pladsen fra bunden af.

Djursland er delt i to kommuner, dem i Norddjurs har ca 10.000 kr mere til rådighed pr. ældre borger end i Syddjurs.

I Randers taler vi om ca 15.000 kr mere pr. borger.

Syddjurs har indbyggere, som tjener pænt og betaler gode skatter, så hvad får man egentlig for sine skattekroner? Tænk lige over dette, kære borger.

En forskel på udgifter fra Syddjurs på ca. 39.000 kr. til København på ca. 70.000 kr. er sørme en kæmpe forskel (Tal fra FOA).

Lad os pege på, at flere kommuner laver budgettilpasninger for at få enderne til at hænge sammen, og det giver desværre endnu flere beskæringer på vores ældreområde.

Kommunerne kan gøre dette, fordi penge ikke er øremærket et bestemt område, hvilket er årsagen til at f.eks. Syddjurs Kommune dermed kan bruge tildelte penge til de ældre på andre områder, end de var tiltænkt fra statens side.

Altså ikke en bøjet 5- øre mere til de ældre i Syddjurs Kommune.

Den persongruppe som har arbejdet og været med til at opbygge det velfærdssamfund, vi lever i dag.

Nu de er blevet ældre, kan de sidde derhjemme og passe sig selv, for der er åbenbart ikke råd til andet her i vores kommune.

Hjemmehjælp og rengøring er skåret ned til nærmest intet.

Det kan ikke lade sig gøre at få oplyst, hvad et familiemedlem er tildelt af timer til hjælp.

Så devisen- ”længst muligt i eget skidt” og ikke ”længst muligt i eget hjem” er efterhånden de grelle fakta.

Dem, der har det svært og har behov for hjælp til rengøring, personlig pleje og omsorg, må klare sig selv, og mange har slet ingen familie, de kan bede om hjælp.

Et eksempel på en ældre borgers manglende hjælp:

”Vedkommende havde været indlagt alvorligt syg to uger på sygehus, men var i bedring, skulle udskrives og sygehuset rekvirerede visitator fra kommune til at sørge for hjælp i hjemmet.

Dette endte i et tilbud om en opringning hver morgen i tre dage for at høre, om borgeren var vågnet op!

Ergo: Tog borger ikke telefonen, kunne man vel konkludere, at han/hun måske var død om natten. Intet tilbud om hjælp i øvrigt i hjemmet.

Vores sygehuse er slet ikke klar over, at en borger udskrives uden hjælp, for de kan ikke blande sig efterfølgende i kommunens beslutning.

Sådan behandler man desværre borgere i vores kommune. De svigtes, og de, der ingen familie har, er overladt til sig selv.

Syddjurs Kommunes nedskæringer gennem årene på ældreområdet på borgere over 67 år står i skarp kontrast til landsgennemsnittet, hvor udgifterne pr. ældre borger er faldet med 2,8 % svarende til 1.439 kr.

I Syddjurs Kommune har man sparet 11,7 % svarende til 5.190 kr. i perioden 2020-2024.

Men besparelserne i vores kommune strækker sig længere tilbage.

Dansk Folkeparti har i alle de år, vi havde plads i byrådet, altid kæmpet en kamp for de ældres sag.

Vi var arg modstander af, at penge tildelt området blev kanaliseret over i andre områder.

Vi var tilfredse med at f.eks. klippekortordningen var øremærkede penge de første 3 år.

De seneste rapporter fra FOA og Faglige seniorer taler deres eget skræmmende sprog om, at midlerne fra staten til den demografiske udvikling af flere ældre ikke bliver anvendt på området.

Når kommunerne råber højt og får penge, bruger de dem blot andre steder. Pengene bliver ikke brugt efter hensigten af tildelingsområdet fra statens side. Derfor skal de øremærkes.

Kommunale politikere skal lære, at man overholder de retningslinjer, som pengene gives til.

Man har lov at spørge sig selv, hvorfor der ingen kontrol er med, at pengene bruges til de formål, de blev givet til?

Har kommunernes lokalpolitikere for frie tøjler? Har forvaltningerne for frit spil med at mingelere rundt med pengene?

Ifølge KL’s egne tal viser det sig, at penge, som kommunerne får til ældreområdet, flyttes over på det specialiserede socialområde, fordi det stiger kraftigt.

Vi kan konkludere, at de milliarder, som staten sender ud i kommunerne til ældreområdet, forsvinder i kommunernes kasser. Spørgsmålet er blot – hvor hen!?