Da tiden stod stille på Ebeltoft Station
Ebeltoft er ikke i mangel på ikoniske bygninger, men der mangler, ifølge historiker Martin Mauritzen, én, der på mange måder stadig den dag i dag hjemsøger Ebeltoft.
Man skal ikke gå langt for at passere ikoniske bygninger i Ebeltoft, for eksempel Det Gamle Rådhus, Farvergården, Maltfabrikken og museet Glas.
Dog mangler der én, der på mange måder stadig den dag i dag hjemsøger Ebeltoft.
Bygningen, der er tale om, forsvandt dog allerede i 1970, men den var karakteristisk i sit udseende.
Da bygningen først kom til, indvarslede det også en ny tid for Ebeltoft.
Den hvide station
Der er selvfølgelig tale om Ebeltofts stationsbygning, der blev tegnet af arkitekt Heinrich Wenck (1851-1936), som fra 1891-1921 arbejdede for de Danske Statsbaner.
Han tegnede alle stationsbygningerne på strækningen, men han gjorde Ebeltoft Station meget mere imponerende og iøjnefaldende end de langt mindre stationsbygninger på vejen mod Trustrup.
Den hvide bygning blev opført i klassicistisk stil, og med gennembruddet af Adelgade lå stationen nu som et blikfang for enden af den nye Jernbanegade og med havet i baggrunden.
Stationen havde ventesal, billetkontor, post- og telegrafstation med pakkerum, kontor til postmesteren og driftslederen samt toiletter til passagererne.
På 1. sal var der to lejligheder til både stationsforstanderen og postmesteren.
Der var fire spor, hvor spor 1 lå langs stationsbygningen og førte direkte ned til havnesporet.
Havnesporet forbandt godstrafikken med havnen og en videre transport over havet. Rejsen den anden vej gik nordpå mod Dråby for at ende i Trustrup, hvor der var videre forbindelse mod Grenaa og Aarhus.
Kampen om banen
Drømmen om en jernbane var opstået sidst i 1800-tallet, men det var svært at realisere den.
Blandt andet kunne man ikke blive enig om, hvilken rute banen skulle tage.
Et forslag var, at banen skulle gå fra Ebeltoft gennem Femmøller og Rønde for at ende i Mørke.
Det var kun flere gode borgere, der holdt drømmen i live.
Blandt andre redaktøren for Ebeltoft Avis, der på forsiden af hver udgave trykte ordene ”Husk Jernbanen”.
I 1893 fremlagde man en ny plan om en jernbane mellem Ebeltoft og Thorsager, men det blev aldrig muligt at rejse den nødvendige kapital.
Året efter ændrede man baneforløbet til Trustrup, der sikrede den nødvendige bevilling.
Drømmen var gået i opfyldelse. På tre år lykkedes det at rejse den nødvendige kapital til banen, takket være bidrag fra Randers Amt, sognekommunerne og private investorer, der købte folkeaktier til 100 kr. stykket.
Den 27. marts 1901 kunne Ebeltoft-Trustrupbanen endelig åbne.
Med postvogn tog turen fra Ebeltoft til Trustrup, med mellemstop i Tirstrup, godt 2 timer og 30 min.
Med jernbanen kunne man nu klare turen på 1 time med stop ved alle stationer.
En væsentlig forbedring, der også bragte turister til byen og forberede forholdene for industrien på egnen.
Kamp for overlevelse
Banen lod dog til konstant at have økonomiske vanskeligheder, og de tilskud, de modtog fra amtet, hjalp ikke på 30’ernes økonomiske krise og en verdenskrig.
De sidste 10 år af banens levetid var en kamp for eksistensen.
I 1955 var der alvorlige snakke og forhandlinger om lukningen.
Redningen blev privatbanekommissionen, der konkluderede, at så længe kalktransporterne var vedvarende, burde banen opretholdes.
Det var dog kun kortvarigt, da transporten fra især Balle begyndte at falde i 1962. Det betød i første omgang en 50 procent reduktion, der kunne mærkes.
Inden den 31. marts 1968 skulle banens fremtid dog besluttes.
På trods af det øgede underskud var der dog en stigende passagertilgang.
Ved generalforsamlingen i 1967 kom det til en afstemning om den fortsatte drift. Desværre var der et flertal af kommunerne, der stemte for lukningen.
Kun Ebeltoft og Dråby stemte for fortsat drift, og banen blev lukket.
Den 1. april 1968 overgik al passagertransport til rutebiler, mens godstrafikken blev overtaget af lastbiler.
Fem minutter i lukketid
I en kort periode var der usikkerhed om, hvad der skulle ske med den flotte hvide bygning.
Stationsuret gik dog for alvor i stå i juli 1969, da 9 ud af 13 byrådsmedlemmer i Ebeltoft stemte for at lade bygningen nedrive.
Begrundelsen var, at bygningen ikke rangerede under historiske bygninger, da den kun var 68 år gammel, og det ikke var økonomisk forsvarligt at bruge så mange penge på vedligeholdelse.
I stedet skulle der bygges et nyt posthus, og der hvor bygningen var nu, skulle være et anlæg.
Beslutningen var dog ikke uden protester.
Både unge og ældre Ebeltoftborgere gik i gaderne for at protestere.
En mand lod sin bil pynte med protestskilte, og demonstranterne kaldte byrådets beslutning for en ”udemokratisk magtdemonstration”.
500 borgere underskrev protesten. Stationen blev dog væltet. En kold decemberdag blev den hvide bygning fjernet.
Pladsen for enden af Jernbanegade er stadig den dag i dag tom.
Tomheden gøres dog måske mere synlig, da den er flankeret af de to bygninger, der engang husede rutebilstationen og posthuset.
Navnet på Jernbanegade er måske selv et spøgelse fra den tid, hvor man kunne rejse fra Ebeltoft med lyden af togfløjten.