Der er ikke forskel på dig og et træ eller mig og en brumbasse

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

I vores have ud til vejen, har vi plantet en masse lavendler. De blomstrer lige nu, og jeg har set en brumbasse! Ja, jeg har set 50! Tak for det, siger jeg bare og håber på, at de er glade for lige præcis vores lavendler, for vi har plantet dem til brumbasser og andre flyvere.

Bemærk: Det er IKKE pluk-selv, som nogle synes at mene! At se sådan en brumbasse, der gnasker nektar i sig, og se hvordan det sætter sig på alle dens små hår, så de er helt smurt ind, det er virkelig fascinerende. Og så flyver den videre til den næste blomst og slæber masser af ”guld” hjem til mutter dronning i jordhulen. De kom sent til os i år, de var ligesom forsvundet sammen med mange andre flyvere.

Men nu er de her. En velkommen gæst.

Hvad med et træ? Jeg må indrømme, at jeg selv godt kan finde på at kramme et træ, det er ikke hele tiden, og jeg gør det diskret, når der ikke er nogen, der ser det! Et træ er enestående eller det er det sådan set ikke, for det lever i en skjult hemmelig symbiose med andre træer. De taler sammen. Den skulle være god nok. De taler nok ikke om præsidentvalget i USA, de 400 millioner år de har på bagen eller om alle de klimaforandringer, de har overlevet. Men de kommunikerer. Selvfølgelig gør de det. Alt levende hænger sammen med hinanden.

Vi taler om naturen, som om det er noget andet end os selv. Vi er også natur. Vi siger: Vi har været ude at gå i naturen (efter en tur i Dyrehaven), som var det en udflugt til Dinoland. Sådan lidt eksotisk, en oplevelse, lidt frisk luft og så tilbage til Xbox og Ipad.

Vi er natur, vi er lavet af det samme materiale som resten af universet, så når vi går ud, kommer vi hjem. Vi hører ikke hjemme i betonen, i sofaen eller i bilen. Vi kan føle os hjemme mange steder, men vi hører hjemme sammen med alle vores slægtninge – alt levende.

Der er ikke forskel på dig og et træ eller mig og en brumbasse; tilgiv mig, det lyder lidt fjollet, men pointen er, at selvom evolutionen i den grad tog en ny retning, da homo sapiens dukkede op for ikke særlig mange år siden med alle de plusser og minusser, det gav, så ændrer det ikke på den grundlæggende erkendelse. Vi er alle natur.

Vi kan ikke melde os ud, vi kan ikke selv bestemme det, vi har ikke friheden, retten eller magten, selvom vi lader som om. Vi lader som om, vi er noget andet end træer og brumbasser, vi tiltager os en magt, som ikke er vores.

Træernes hemmelige liv bygger på unik kommunikation via ikke mindst rodnettet, vi kan selvfølgelig også kommunikere med træer, det er for mig logik. Jeg møder sommetider mennesker, der virkelig elsker klimaet, dyrelivet og naturen helt vildt højt, faktisk så meget at de er meget aktive forkæmpere i en grad, hvor de er kommet til at hade menneskene og skammer sig over sig selv. Ikke mindst sådan en som mig, og det er måske derfor, jeg nævner det, jeg føler mig både anklaget, skyldig og dømt på samme tid. De glemmer, at ethvert menneske også er natur, og bekæmper vi mennesket, slår vi os selv ihjel.

Jeg synes, det er hyggeligt at sidde og spise sammen med familien eller sidde i kirken med en salme på læben. Jeg nyder at sidde og læse eller skrive ved mit bord på kontoret eller have samtaler om vigtige ting i lænestolene samme steds. Jeg holder af en fodboldkamp eller film i flimmeren. Jeg føler mig hjemme mange steder. Ikke et ondt om det.

Jeg ved bare, at når jeg går ud, så kommer jeg hjem.