Favrskov Kommune investerer fortsat dine og mine penge i ulovligt besatte områder
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.
Det er dybt skuffende, at det faste flertal fra SF til DF i Favrskov Byråd vælger at se bort fra vores ansvar som kommune i forhold til at støtte op om det internationale retssamfund. Når det kommer til investeringer i virksomheder, der opererer i ulovligt besatte områder, burde vi tage et klart etisk standpunkt – men desværre har flertallet valgt at afvise dette.
I byrådet har vi for nylig behandlet et forslag om at styrke Favrskov Kommunes finansielle strategi ved at fravælge investeringer i virksomheder, der opererer i ulovligt besatte områder. Dette forslag er inspireret af handlinger fra andre kommuner, herunder Københavns Kommune, som allerede har trukket deres investeringer ud af sådanne virksomheder, fordi de ønsker at overholde internationale normer og konventioner. FN’s højeste domstol fastslog 19. juli, at Israels besættelse af palæstinensisk territorium er ulovlig – en vurdering, der burde få os alle til at reagere.
Enhedslisten Favrskov mener, at det er uacceptabelt, at vores kommune fortsat investerer i virksomheder, der understøtter ulovlige besættelser, uanset hvor i verden de finder sted. Det er ikke bare en politisk holdning, men et spørgsmål om at respektere internationale love og menneskerettigheder.
Det er afgørende, at vi som kommune viser, at vi tager vores etiske ansvar alvorligt. Når vi investerer kommunens midler, bør det ske med respekt for internationale normer og konventioner. Selvom det kun er et lille beløb, vi har investeret i fire sådanne virksomheder, har det en stor symbolsk betydning. Ved at trække vores investeringer ud, sender vi et klart signal om, at Favrskov Kommune ikke accepterer ulovlige besættelser. Danmark har selv oplevet, hvad det vil sige at være besat, og vi bør derfor være de første til at støtte befolkninger, der lever under sådanne forhold.
Jeg opfordrer alle borgere i Favrskov til at tage stilling til denne sag og til at presse på for, at kommunen ændrer sin investeringspraksis. Det er på tide, at vi står sammen og kræver, at vores kommune handler i overensstemmelse med de højeste etiske standarder.
Lad os sammen arbejde for en kommune, der ikke bare taler om etik og retfærdighed, men også handler på det. Jeg håber, at vi snart kan tage det næste skridt og sikre, at Favrskov Kommune ikke længere bidrager til ulovlige besættelser gennem vores investeringer.