Fortsæt til indhold

Debat: Mere kollektiv transport – mindre støj nu

Debat
Liv Gro Jensen (SF) Anne Hammer (SF) Mette Bjerre (SF) Thomas Medom (SF) Katrine Vinther Nielsen (SF)

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Støjgener er et voksende problem i Aarhus, og det er på tide, at vi gør noget ved det.

Udover blot at være til gene, er det også et problem, som påvirker livskvaliteten for kommunens borgere. Støjgener skal minimeres, så alle aarhusianere kan bo, arbejde og opholde sig i gode miljøer. Samtidigt skal vi forhindre nye støjgener gennem den måde vi planlægger udviklingen af vores kommune på.

Den nye støjhandlingsplan indeholder mange gode tiltag, men det er små skridt på vejen mod at kunne sige, at vi gør nok for at minimere støjen i byen.

Vi synes i SF, at vi kan og skal gøre mere. Trafik er en af de helt store støjkilder, hvorfor det er nødvendigt at reducere biltrafikken. Det kræver, at vi styrker den kollektive transport, skaber bedre cykelforhold samt bedre muligheder for at gå rundt.

Det betyder også, at vi skal være villige til at sænke hastigheden – ikke kun på de små veje, men også på motorvejene tæt på Aarhus, hvor hastighederne er højere, og støjen derfor også mere generende.

Mange aarhusianere har allerede gjort deres stemme hørt gennem høringssvar, hvor de udtrykker frustration over, at støjproblemet ikke bliver håndteret godt nok. Det er en frustration, som vi i SF deler.

Vi mener, at det er nødvendigt med mere handling og mindre snak. Der er flere løsninger, der ikke koster mange penge, men som alligevel vil gøre en stor forskel – som f.eks. hastighedsnedsættelser. Det er handlinger, vi kan tage nu, uden at belaste kommunens budget.

Vi skal også fremtidssikre. Der skal tages hensyn til støj, når der udarbejdes nye byplaner, så vi undgår at skabe flere områder, hvor støj bliver et problem. Der skal tænkes langsigtet for at skabe en kommune, hvor vi alle kan trives – uden konstant baggrundsstøj.

Det betyder ikke, at Aarhus ikke skal vokse og gro – det bakker vi selvfølgeligt op om. Men vi har altid kæmpet for, at det øgede transportbehov, der følger med, skal løses med kollektiv transport, cyklisme, gang og først derefter elbiler. Og at der hvor vi skal udvikle flere boliger, også skal sikre gode kollektive forbindelser. At sætte skub i den mobilitetsaftale, vi lige har aftalt, vil være et vigtigt skridt på vejen.

I SF er vi klar til at tage ansvar og handle. Vi ønsker mindre støj og mere livskvalitet. Det er tid til, at vi sammen tager de nødvendige skridt for at sikre en bedre fremtid for alle aarhusianere.