Fortsæt til indhold

Nyt dokumentationshelvede vil presse iværksættere og små virksomheder ud af Aarhus

For mange små virksomheder er det en uoverskuelig belastning, at kommunen når som helst kan kræve, at virksomheden indsender en lang række dokumenter som bevis for overholdelse af regler.

Debat
Mathilde Hjort BressumPolitisk ordfører for Venstre i Aarhus
Bünyamin SimsekMedlem af økonomi- og erhvervsudvalget i Aarhus (V).

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Det var en sørgelig dag for iværksætterne i Aarhus. På byrådsmødet onsdag aften den 28. august sikrede et rødt flertal, bestående af Socialdemokratiet, SF og Enhedslisten, at det fremover bliver væsentligt sværere at være iværksætter og drive virksomhed i Aarhus Kommune.

De røde partier ønsker at indføre mere kontrol og flere regler, der reelt gør det besværligt at starte og drive virksomhed i Aarhus. Ved at indføre en ny arbejdsklausul som nu også gælder enkeltmandsvirksomheder/iværksætter, stilles der nu større krav til dokumentationsforpligtelser, som kommunen kan kræve fra private virksomheder. De nye skærpede arbejdsklausul i Aarhus Kommune indfører strenge krav til løn- og arbejdsvilkår for alle ansatte, herunder underleverandører, i hele leverandørkæden.

Dette betyder, at selv de mindste virksomheder nu skal kunne dokumentere overholdelse af klausulen, for eksempel gennem lønsedler, arbejdsdokumentation og RUT-anmeldelser med kædeansvar. Dette vil uundgåeligt pålægge iværksættere og mindre virksomheder en betydelig administrativ byrde. Den konstante risiko for løbende kontrol fra kommunen og krav om omfattende dokumentation gør det ikke bare dyrere, men også langt mere komplekst at drive virksomhed i kommunen. Det er helt på månen, at man i sin forelskelse af kontrol og regler vælger at stille så strenge krav til små virksomheder og iværksættere.

For mange små virksomheder er det nemlig en uoverskuelig belastning, at kommunen når som helst kan kræve, at virksomheden indsender en lang række dokumenter som bevis for overholdelse af reglerne. Disse regler burde rettes mod virksomheder, hvor der er konkret mistanke om uregelmæssigheder, i stedet for at ramme alle virksomheder over én kam.

Det, vi ser her, er et decideret dokumentationshelvede, der vil presse iværksættere og små virksomheder ud af Aarhus. Det hele skal levers på 5 hverdage, i en verden hvor kommunen ikke engang svarer på mail fra virksomhederne, indenfor 5 dage. Dette er den forkerte vej at gå, især i en tid, hvor vi burde fremme og støtte iværksætteri. For os i Venstre føles det som at kaste en våd klud i hovedet på byens iværksættere og enkeltmandsvirksomheder. De nye krav, som kan pålægges med kort varsel, betyder, at virksomheder nu skal dokumentere for dokumentationens skyld – uden nogen reel fordel.

Dette er ikke den vej, Venstre ønsker at gå. I Venstre mener vi, at det skal være lettere at starte og drive virksomhed i Aarhus. Derfor går vi ind i de kommende budgetforhandlinger med en klar ambition om at afskaffe regler som denne og forenkle processerne for at skabe og drive virksomheder i byen. Samtidig vil vi arbejde for at tiltrække mere kapital til Aarhus, så det bliver endnu mere attraktivt for iværksættere at etablere sig her.