Flagdagen er for alle, der har været udsendt for Danmark: »Som feltpræst er jeg præst for dem alle«

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Måske ved du det i forvejen. Måske undrede du dig over de hejste flag 5. september.

Om det er ny viden eller genopfriskning, så vil jeg slå et forsinket slag for Flagdagen for Danmarks udsendte 5. september. Dagen, hvor mange hejser flaget for at anerkende den indsats Danmarks udsendte har ydet, og hvor de falde mindes. I København og rundt omkring i landet blev der på flagdagen afholdt forskellige arrangementer for eksempel kranslægninger, mindegudstjenester og parader.

Flagdagen er både en dag, hvor de faldne mindes og en dag, hvor de udsendte fejres. Flagdagen er også en anerkendelse af og tak til de udsendtes pårørende, som også bærer en del af byrden ved Danmarks internationale engagement.

Flagdagen er altså til ikke bare for soldater, men for alle der har eller er udsendt for Danmark, for dem der ikke kom hjem i live og for de pårørende.

De sidste par år er der sket et markant skifte i verdenssituationen. Det er der folk, som er meget klogere på end jeg, men meget kort sagt, så kunne vi i ’00’erne og ’10’erne selv bestemme, hvorvidt vi ville drage ud i verden for at kæmpe eller forsøge at gøre en forskel. Hvor det i dag med truslen fra Rusland er rykket noget tættere på vores dørtrin.

Jeg har selv, i min funktion som feltpræst, været med til at sende unge mænd til Letland, hvor de indgår i NATOs øgede tilstedeværelse mod øst for at afskrække Rusland. For hvor der er danske soldater, er der også feltpræster, både ude og hjemme.

Jeg bliver ofte spurgt, hvad en feltpræst laver. Det korte svar er, at vi laver det samme, som vi laver til dagligt, vi har bare uniform på. Vi underviser, har feltgudstjenester og taler med soldaterne. Det behøves ikke være religiøse samtaler, de handler om stor og småt, fra kærestesorger til savn og moralske overvejelser.

Det er en vigtig støtte for soldater både udsendt og hjemme at have en, man kan tale fortroligt med. Ligesom det er for alle andre mennesker, om man er troende eller ateist, medlem af folkekirken eller ej. Som feltpræst er jeg præst for dem alle sammen.

»Menneske først og kristen så,« sagde Grundtvig. Det tænker jeg ofte på i mit arbejde som feltpræst. Vi er alle sammen først og fremmest mennesker, jeg har ikke brug for at missionere. Selvom jeg har talt med mange danske veteraner, for hvem kirke og gudstjeneste betyder meget. Ikke at de kommer hver søndag i den lokale kirke, men de bruger deres præst og kommer til den ugentlige gudstjeneste, når de er udsendt. Som et åndehul i en presset dagligdag, som et lille stykke hjem, de har taget med ud i verden.